Den store fadøl er truet. I hvert fald den man kan købe billigt i fredagsbaren på alle landets videregående uddannelser. Restauratørernes brancheforening, DRC, vil nu have sat en stopper for de billige øl, der på mange studenterbarer fås til mellem ti og tyve kroner. »Vi føler, at mange studenterbarer kører på vilkår, der fuldstændigt skævvrider konkurrencen i restaurationsbranchen,« siger Carsten Kruuse, der er informationschef hos Danske Restauranter og Caféer (DRC). Efterforsker fredagsbarer Han mødes i næste uge med erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) for at gøre opmærksom på den unfair konkurrence, der findes i kapløbet om de unges sparsomme SU-kroner. Igennem flere måneder har DRC efterforsket fredagsbarer i Aalborg, Århus, Odense og København og er nu kommet frem til en række punkter, som op til kommende studiestart vil blive indberettet til erhvervsministeren. Det drejer sig blandt andet om uddannelse af personale og forkert udstedte bevillinger. »Specielt bevillingerne, har vi grund til at tro, er udstedt forkert, og på det område har vi tænkt os virkelig at gå i dybden. Det kan vise sig, at samtlige bevillinger er ulovlige«, siger Carsten Kruuse. Ølproducenters største kunder Han mener, at når barerne på Handelshøjskolen i Århus og på Landbohøjskolen i København pludselig er nogle af Carlsberg/Tuborgs største kunder, så er der noget galt. »Jeg mener, det er forkert, når et sted som Handelshøjskolen i Århus kan have en omsætning på omkring fem millioner kroner om året«, siger Carsten Kruuse. Fem millioner svarer stort set til omsætningen på en café ved den populære Åboulevard i Århus.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























