Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og Venstres politiske ordfører Jens Rohde har tilsyneladende vidt forskellige holdninger til, hvorvidt det kommunale selvstyre skal slankes eller ej. »Regeringen har ingen planer overhovedet om at begrænse det kommunale selvstyre, og vi har heller ingen planer om at sende kontrolgrupper ud for at kigge efter, om kommunerne gør det ordentligt. Tværtimod«, siger Fogh. Han konstaterer, at det også fremgår af Venstres politiske program: »Vi går ind for at styre gennem overordnede mål, og så skal kommunerne og organisationerne have så meget frihed som muligt til at finde de bedste løsninger«, siger Fogh. Rohde mener det modsatte I dag har Venstres politiske ordfører Jens Rohde ellers i Politiken lagt op til at slanke kommunernes selvstyre for at sikre mere velfærd for pengene. »Det er svært at forestille sig andet, end at det er nødvendigt med flere centrale politiske initiativer over for kommunerne«, lød det fra Rohde, der tilføjede: »Hvis vi skal tage balladen og ansvaret, må vi også lægge nogle rimeligt klare rammer. Når kommunerne ikke selv tager ansvaret for det, der sker, når der er noget galt, kan det ikke være anderledes«, sagde han. Forstår ikke kommunal kritik Statsministeren har også brugt lejligheden til at give kommunerne et par borgerlige ord med på vejen, for han har svært ved at forstå kommunernes klagesang over skattestoppet. Tidligere i dag har partifællen og KL-formanden Erik Fabrin (V) kritiseret skattestoppet. Men det holder ikke, siger Fogh: »Kommunerne har selv indgået kommuneaftalen sammen med regeringen, der fastlægger deres økonomi, derfor må de også være tilfredse med den«, siger han. »Finansministeriet betaler« Han forstår derfor ikke, hvordan kommunerne kan lægge skattestoppet til last for at deres økonomi ikke hænger sammen. »Man tager kommunernes udgifter og sammenholder med de indtægter de får ind, når skattestoppet bliver overholdt. Hvis der så er en forskel mellem udgifterne og indtægterne, så betaler staten den forskel«, siger han. »Så det er simpelthen ikke rigtigt, når kommunerne beskylder skattestoppet for at være grund til, at man skal træffe en række besværlige beslutninger rundt omkring. Finansministeriet betaler for skattestoppet«, lyder det fra Fogh.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























