»Får vi hjemmearbejde nu?«

Lyt til artiklen

»Nu har I fået et rigtigt tal foran. Velkommen 1.b«, siger Susanne Sharma, der er børnenes nye klasselærer på Klostermarksskolen i Roskilde sammen med Bettina Røjkjær Finnerup. Flere elever skæver ned til 'Sigma for første' og 'Bogstavbogen', mens de lytter. »I skal også have denne her læsebog, for den bliver I de bedste læsere af«, lover Susanne Sharma og viser et trykfriskt eksemplar af 'Søren og Mette'. En skov af hænder Flere af forældrene smiler. De har selv haft bogen. Selv om skoleåret kun er fem minutter gammelt, ryger der en skov af hænder i vejret, da Carl siger, at han har en 'Søren og Mette-bog' derhjemme. »Jeg har læst den hele«, fortæller Emma. »Min storebror har også haft den«, tilføjer Mille. »Jeg skal på toilettet«, oplyser Silas, da han får ordet. Kender smutvejene Selv om omgivelserne er nye, er Silas ikke i tvivl om vejen til toilettet. Børnene kender alle skolens smutveje. Lige med undtagelse af Josephine, der er ny i klassen. Hun har taget sin bamse, Magnus med. Og da klassen synger en sang fra deres teaterstykke i børnehaveklassen, bevæger hun også tappert munden - uden at kende teksten. Forældrene bliver sendt ned og drikke kaffe med skoleinspektøren, fordi »det er lidt kunstigt, når de er i klassen«. Tårer i øjnene Tre af drengene siger farvel med tårer i øjnene. Og Emma synes heller ikke, at det er helt nemt. Det går hurtigt over, for der er mange nye ting her i 1. klasse. »Får vi hjemmearbejde nu«, vil Nina vide. Og det er lige, hvad 1.b gør. Fremover vil der være en cirkel om sidetallet, hvis en side skal laves færdig derhjemme. »Sejt«, konstaterer Jakob og skramler lidt med sine spritnye kondisko. En time mere om ugen I år får alle 1. klasser en time mere om ugen. På det store røde skoleskema, der hænger i klassen, er der skrevet 23 lektioner på. »I 1.b vil I også få timer efter spisefrikvarteret. Kan I se, hvilke tre dage det er«, spørger Bettina Røjkjær Finnerup. Eleverne hitter hurtigt ud af, at det er tirsdag, onsdag og fredag. Dansk- og matematiktimerne kan de også hurtigt afkode. Men så står der noget mærkeligt noget: N/T. Et par af eleverne tager hænderne helt ned under bordet. Ingen har et bud på, hvad det kan betyde. »Det betyder Natur og Teknik«, forklarer klasselæreren. »Er det, når man er klog«, forsøger Clara. K for kantinedag Også det lange ord, der begynder med K på skemaet volder problemer. Flere af børnene bliver slemt skuffede, da de hører, at det er noget med højtider, Gud og Jesus. Og at være gode ved hinanden. De havde ikke forestillet sig, at det betød kristendom - men nærmere kantinedag. Lige som de havde det om tirsdagen i børnehaveklassen, hvor de måtte have 12 kroner med og gå ned og købe en bolle, et stykke pizza eller noget andet lækkert. »Får vi så ikke kantine«, spørger Agnes. Klasselæreren lover, at det gør de. Hun fortæller også, at det første bogstav, de skal arbejde med bliver S: »Hvor ligger S'lyden«? »I munden«, svarer Mille kækt. De andre griner. For det er jo klart. Men hvor i munden. Det kribler Mille får aldrig uddybet sit svar, for kammeraterne er allerede gået i gang med at fortælle alle de ord, de kan, som begynder med S. Sommerfugl, skorsten og sommerferie. Men den er forbi. Det er eleverne nu ganske godt tilfredse med. Det kribler for at komme i gang. Sådan rigtigt. »Må man lave opgaverne i bogen derhjemme«, spørger Josephine og bladrer forsigtigt i Sigma-bogen. »Nej, I må vente til, vi har haft den første matematiktime«, smiler Bettina Røjkjær Finnerup og tilføjer: »Men I skal nok få lov til at lave en masse i år«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her