V: Kommuner skal styres strammere

Lyt til artiklen

Regeringen er parat til et opgør med kommunerne, der lige nu højlydt beklager sig over, at de ikke kan få budgetterne til at hænge sammen. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fremlægger fredag en stor plan for kvalitetsforbedringer i den offentlige service, og for at nå målene kan det blive nødvendigt med et indgreb i det kommunale selvstyre, lyder meldingen fra Venstres top. Rohde: Det kan ikke være anderledes »Det er svært at forestille sig andet, end at det er nødvendigt med flere centrale politiske initiativer over for kommunerne«, siger politisk ordfører Jens Rohde. »Hvis vi skal tage balladen og ansvaret, må vi også lægge nogle rimeligt klare rammer. Når kommunerne ikke selv tager ansvaret for det, der sker, når der er noget galt, kan det ikke være anderledes«, siger han. Ifølge Jens Rohde kan der sikres mere velfærd for pengene ved en »incitamentsstyring«, hvor regeringen bruger økonomien til at styrke kommunernes incitament til at levere en ordentlig service. Sygehusmodel Metoden har været brugt på landets sygehuse, som fik ekstra penge for bestemte operationer den såkaldte Løkkepose, som har øget antallet af operationer. En anden mulighed er at formulere minimumsstandarder for, hvad borgerne kan forvente. Dermed går regeringen ind på den tankegang, som for nylig fik Socialdemokraterne til at kræve standarder for ældreplejen. »Vi har hele tiden været meget bekymret for minimumsstandarder, fordi vi er bange for, at minimum bliver til maksimum. Men det kan blive nødvendigt, så vi er parate til at tage det med i arbejdet«, siger Jens Rohde. Store problemer i 20 kommuner Foreløbigt har 20 kommuner herunder flere af landets største meldt ud, at de samlet mangler næsten to milliarder for at få næste års budgetter til at hænge sammen. Desuden har flere konservative borgmestre i denne uge beklaget sig over, at regeringen holder dem i for stram en økonomisk spændetrøje. »Hvis kommunerne ikke kender deres besøgelsestid, så er de med til at udhule det kommunale selvstyre«, siger Jens Rohde. S: VK sparker nedad Stærkere styring af kommunerne på økonomien falder ikke i god jord hos Socialdemokraterne, og politisk ordfører Henrik Sass Larsen kalder det »fattigt«. »Det er jo det samme som at sige, at der er rigeligt med penge i systemet nu, men at både ledere og medarbejdere ude i for eksempel ældreplejen ikke løber stærkt nok. Regeringen lover mere velfærd og fastholder samtidig danmarkshistoriens laveste vækstrate. Når det selvfølgelig ikke hænger sammen, sparker man nedad. Fattigt«, siger han. »Vi skal se dem i kortene« Forslaget om at udbrede tanken om minimumsstandarder fra ældreområdet til andre velfærdsgoder er S i princippet venligt stemt over for, men Sass Larsen vil ikke på forhånd rose regeringen på det område. »Jeg vil se indholdet først. Mine erfaringer med denne her regering tilsiger mig, at vi skal se dem i kortene, før vi støtter«, siger han. På ældreområdet ventes regeringen i dag at gentage løfterne om mere frit valg for ældre blandt andet til plejehjem og privat hjemmepleje. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra formanden for Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin (V).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her