De ansatte i Københavns Kommunes ældrepleje får ny instruks.
De har pligt til at gribe hurtigt ind og tilkalde særligt uddannet personale, hvis de får mistanke om, at et ældre menneske er ved at sande til i skidt, fordærvede fødevarer og mangel på mad og drikke.
Det besluttede Københavns sundhedsborgmester, Mogens Lønborg (K), i dag. Ældre dame afviste hjælp
Det skete, efter at Politiken havde beskrevet, hvordan den 89-årige fru Pedersen i Ryparken i København havde fået lov til at sande til i sin lejlighed, der blev mere og mere beskidt og usund, imens hun selv blev dårligere og dårligere af mangel på mad og drikke.
Hjemmehjælpen kom på besøg hver 14. dag, men fru Pedersen afviste i flere tilfælde at få hjælp fra kommunen.
»Vi vil nu udarbejde en instruks om, at der skal være udrykning her og nu, når personalet får mistanke om den slags«, siger Mogens Lønborg. Magtesløs hjemmehjælper
I fru Pedersens sag opdagede kommunens hjemmehjælper allerede i marts-april, at fru Pedersen fik det dårligt, og at det var umuligt at gøre rent i hendes lejlighed.
Kommunen sendte personale ud for at vurdere situationen, men fru Pedersen afviste i flere tilfælde at lukke folk ind. Hjemmehjælperen stod mere og mere magtesløs.
Efter at have ældreplejen i går havde kulegravet sagen, besluttede borgmesteren, at der skal udarbejdes en instruks, så personalet får pligt til at tilkalde assistance i sådanne meget vanskelige situationer.
»Jeg skal ikke bortforklare, at der kunne være handlet hurtigere og mere effektivt. Men nogle gange kommer vores hjemmehjælpere ud i nogle ekstremt vanskelige situationer, som kræver erfaring og specialistviden. Og jeg kunne godt tænke mig, at vi havde et specialkorps, som kunne rykke ud i den slags situationer«, siger Mogens Lønborg. Ingen hindringer
Instruksen, der skal udarbejdes i de kommende uger, vil også pålægge personalet at kontakte familien og se stort på de formelle regler om, at ekstra hjælp først skal gennem en visitation.
Eller at hjemmehjælpen ikke må have rengøringsmidler med. Der skal handles hurtigt.
»Det skal ikke stoppes af rutiner«, siger Mogens Lønborg. Niecen slog i bordet
Fru Pedersen flyttede i fredags til en akutplads på et plejehjem på Østerbro, men det skete først, efter at en niece var taget fra sit hjem på Anholt til Østerbro for at slå i bordet og kræve handling og involvere pressen.
Hjemmeplejen havde siden marts-april i år vidst, at fru Pedersen var begyndt at få det dårligere, og at hendes lejlighed trængte alvorligt til hovedrengøring.
Men i flere tilfælde afviste fru Pedersen at lukke personalet fra kommunen ind. Og borgerne har ret til at sige nej til at modtage hjælp, har ældrechefen forklaret.
Men sagen viser, at den offentlige hjælp til ældre som fru Pedersen er utilstrækkelig, mener Ældre Sagen.
»Denne sag handler om et menneske, der får lov til næsten at gå til, uden at der bliver taget ordentlig affære fra det offentliges side. Det er både rystende og uacceptabelt«, siger Ældre Sagens chefkonsulent, Olav Felbo. Behov for lægetilsyn
Ældresagen mener, at embedslægerne, der fører tilsyn med plejehjemmene, også skal føre tilsyn med ældre, der bor i eget hjem.
»En embedslæge er i langt højere grad end for eksempel en hjemmehjælper uddannet til at vurdere, hvornår et menneske ikke længere er klar over sin egen situation og ikke længere kan tage vare på sig selv. Hvis embedslægen havde tilsynspligt, ville hjemmeplejen helt naturligt have tilkaldt embedslægen«, siger Olav Felbo. Brug for lovændring
Fru Pedersens sag fik i går Mia Falkenberg (DF), der er medlem af Folketingets Socialudvalg, til at spørge socialministeren om, hvad hun vil gøre for at sikre, at ældre, som ikke længere kan tage vare på sig selv, kan få den nødvendige hjemmepleje.
»Der er måske brug for en lovændring på dette område. Hvis der er personer, der som fru Pedersen faktisk lever sundhedsskadeligt og ikke vil have hjælp, så er der brug for en form for tvangsrengøring«, siger Mia Falkenberg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Analyse
Leder af Christian Jensen
LISTEN




























