Hvert år kommer over 20.000 personer galt af sted i fritiden, når de forsøger at håndtere rundsave, motorsave, vinkelslibere, hobbyknive og flækøkser, skriver JydskeVestkysten. Antallet af især ældre mænd i alderen 60-69 år, der kommer til skade med værktøj i hjemmet, er næsten fordoblet siden 1998, mens det totale antal gør det selv-ulykker er faldende, viser den seneste opgørelse fra Statens Institut for Folkesundhed. En af forklaringerne på de mange tommelfingre hos de ældre mænd er ifølge Ældre Sagen, at mange ældre i dag er ved så godt helbred i pensionsalderen, at de med stort mod kaster sig ud i gør det selv-arbejde med villa og sommerhus. Og det kan aflæses i opgørelsen over ulykker. »Folk opfatter ikke sig selv som ældre som 60-årige, og de har masser af gør det selv-drømme og tid til dem, når de går på pension«, siger ældrepolitiske konsulent i Ældre Sagen, Margrethe Kähler. Vil blive boende hjemme Siden 1997 har foreningen løbende fulgt 1.600 mennesker i alderen 45-79 år. Godt halvdelen af dem har et meget markant ønske om at blive boende i eget hus som ældre. De har også ambitioner om selv at foretage til- og ombygninger af deres hjem. Bladet 'Gør Det Selv' er et af landets største magasiner med et oplag på over 46.000. Bladet får mange henvendelser fra de lidt yngre læsere, hvis bladet viser et billede af en mand med vinkelsliber uden sikkerhedsbriller. »De yngre lægger mest vægt på sikkerhed. De lidt ældre tager det ikke så tungt. Jeg husker en historie om en mand på 80 år, som kravlede rundt på sit høje tag uden stilladser. Den slags synes folk i 30'erne bare er dumt«, siger redaktør Rune Michaelsen. De 30-39 årige fylder dog stadig mest i ulykkesstatistikken, men antallet af ulykker i gruppen er nedadgående.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























