Efter en kraftig stigning i foråret i sagsbehandlingstiden i sager om illegalt arbejde, har Udlændingeservice nu mere end halveret sagsbehandlingstiden. Det er sket gennem »en ekstraordinær indsats« over sommeren, oplyser Udlændingeservice. »Udlændingeservice har i sommer haft særlig fokus på at nedbringe sagsbehandlingstiden på blandt andet illegal-sagerne. Vi er meget tæt på at nå målsætningen på 60 dage fra vi modtager sagen fra politiet«, siger souschef i Erhvervskontoret Pernille Piel-Steenberg. Stigning i første halvår Hos Udlændingeservice vurderer man, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i løbet af en måneds tid vil komme under 60 dage. Den ekstraordinære indsats for at nedbringe sagsbehandlingstiden kommer efter en periode, hvor sagsbehandlingstiden steg markant. I det første halvår af 2006 har Udlændingeservice i gennemsnit brugt 155 dage til at bedømme, om 125 østarbejdere har arbejdet ulovligt i Danmark. Det er en stigning i tid på knap 75 procent i forhold til sagsbehandlingstiden på 89 dage i perioden i 2004.
Udlændingeservice: Vi har rubbet neglene
Lyt til artiklen