13 personer måtte mandag en tur på skadestuen, efter at de i Kattagatcentret i Grenaa fik rengøringsmiddel i stedet for salt på deres pommes fritter, oplyser politiet. Da man ikke har korrekt mærkede beholdere til rengøringsmidlet, er det låst inde på et kontor, hvor personalet så skal hente en afmålt portion, når de skal bruge det. »Men en nyansat syntes det var besværligt og tog et ekstra plastikkrus med for at have det ved hånden. Uheldigvis var det samme type krus, som de bruger til salt, og på den måde havnede rengøringsmidlet på pommes fritterne«, siger den vagthavende hos Grenaa Politi. Udskrevet til aften Selv om pommes fritterne smagte underligt, nåede 13 - heraf omkring halvdelen børn - at spise af dem, før personalet opdagede, hvad der var galt. En læge blev tilkaldt og de, der havde spist rengøringsmidlet, fik besked på at drikke vand og mælk samt at spise noget. Derefter blev de kørt til observation på Randers Sygehus. Alle 13 skulle dog være udskrevet mandag aften.
13 forgiftet af pommes frites
Lyt til artiklen