Mens folketingsmedlem Naser Khader (R) møder hård modvind for sin kritik af partiets ultimative stil i folketingsgruppen, er der til gengæld medvind fra det radikale bagland. »Selvfølgelig starter man ikke med på forhånd at stille ultimative krav, for så kan man jo lige så godt melde sig ud af enhver form for forhandling. Det har Naser Khader da fuldstændig ret i«, siger Holbæks radikale borgmester, Jørn Sørensen. Ultimative krav er farlige Samme toner lyder fra rådmand Pernille Høxbro (R), Frederiksberg, oven på weekendens træfninger mellem Khader og folketingsgruppen. I et interview med Politiken Søndag advarede Naser Khader folketingsgruppen og gruppeformand Marianne Jelved mod at stille ultimative krav til et eventuelt regeringssamarbejde med VK. »Jeg støtter Naser Khader og hans udmeldinger 100 pct. Hvis man stiller ultimative krav, som Jelved har gjort, bliver det svært at skabe resultater. Jeg kan godt være bange for, at de radikale ikke får den indflydelse, som vi fortjener og er berettigede til efter valg med Marianne Jelved ved roret«, siger hun og retter kritikken mod gruppeformand Marianne Jelved: »Jeg forstår hende simpelthen ikke. Man kommer ingen vegne ved at stille ultimative krav i politik, og det ved Marianne også godt. Det piner mig at se, at hun trænger de radikale op i en krog«. Må finde balancen Chefredaktør Ole Dall, Skive Folkeblad, har også forståelse for Khaders kritik: »Vi skal da gå efter maksimal indflydelse og ikke holde den ideologiske fane så højt, at benene ikke rører jorden. Det er næppe klogt, hvis de radikale ultimativt lægger sig fast på, at tre-fire bestemte områder skal ændres, før partiet overvejer at gå i regering. Den balance tror jeg sagtens, vi kan finde, når vi sidder i situationen og for eksempel skal forhandle et regeringsgrundlag«, siger han. Fra Århus er der også hos rådmand Peter Thyssen (R) opbakning til Khaders kritik af Jelveds ultimative stil, hvor hun på forhånd har afvist at indgå i en regering med skattestop, 24-års regel for asylansøgere og nationale test i folkeskolen. »Det er fint, at han kritiserer Jelved for at lægge ud med at stille ultimative krav, for sådan kan man selvfølgelig ikke skabe resultater«, siger han. Men Thyssen har også en kras kritik mod Khader og hans form: »Men han skulle være stoppet der. Han burde have afstemt det med gruppen, inden han kom med den udmelding, for nu har han kun gjort vores situation sværere. Det viser bare, at Khader er en uerfaren politiker. Han giver den som en hund i et spil kegler«, siger rådmanden fra Århus. Magtkamp Konflikten mellem Khader og den radikale ledelse af folketingsgruppen kommer blot en uge før partiets sommergruppemøde. Set med baglandets øjne læses træfningerne mellem Khader og R-toppen som et led i kampen om magten. »Det er en magtkamp om det politiske lederskab, generationsskiftet og den politiske linje«, siger Pernille Høxbro fra Frederiksberg, som i øvrigt - akkurat som Naser Khader - støtter, at Jelveds arvtager vælges af medlemmerne og ikke af folketingsgruppen, som det hidtil har været radikal praksis.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























