Khader angriber R-strategi

Den radikale Naser Khader er ude i et opgør med sit eget partis strategi. - Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan
Den radikale Naser Khader er ude i et opgør med sit eget partis strategi. - Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan
Lyt til artiklen

Det Radikale Venstre skal være parat til at acceptere skattestoppet, 24-års reglen og den nuværende skolepolitik for at komme med i en regering efter næste valg. Det mener det radikale folketingsmedlem Naser Khader. Det er så vigtigt at få indflydelse på en ny regering, at partiet skal undlade at stille ultimative krav i en valgkamp. »Jeg ønsker ikke at sige, at hvis to-tre punkter ikke bliver lavet om, så bliver der ikke lavet om på noget som helst. Der er nogle ting, som vi må leve med, så længe vi ikke har 90 mandater«, siger Naser Khader, der sidder i folketingsgruppens ledelse. Angreb på ledelsen Meldingen er et alvorligt anslag mod den radikale leder, Marianne Jelved, der har slået til lyd for, at partiet skal være garanten for, at netop skattestoppet bliver fjernet, og at udlændinge- og skolepolitikken ændres. Men ifølge Naser Khader må det komme an på en prøve under forhandlinger om et nyt regeringsgrundlag. Han bryder sig ikke om skattestoppet, fordi det blokerer for en skattereform. Men hvis det ikke lykkes at få et flertal i befolkningen til at gå imod skattestoppet, som både Socialdemokraterne og VK-regeringen støtter, kan R blive nødt til at acceptere det, mener Khader. Jelved afviser »Under forhandlingerne om et regeringsgrundlag må man gøre op med sig selv, om man vil acceptere det, man når frem til. Det kan godt være, at vi så ender i en situation, hvor vi siger, at det kan vi ikke leve med. Men det kan også være, at vi beslutter os for at leve med det, fordi man samlet set får Danmark sporet væk fra VK's retning«, siger han om skattestoppet. Den radikale leder Marianne Jelved afviser, at de radikale kan sidde med i en regering, der fortsat har skattestoppet som politik. »Det mener jeg ikke, at vi kan. Vi vil en anden politik, og en afskaffelse af skattestoppet er en meget central del af vores ønske om en anden vej«, siger hun. Den radikale leder vil ikke diskutere, hvad der skal ske efter et valg. Men hun understreger, at partiet har en række »ultimative mål«. Og blandt de ultimative mål er, at skattestoppet skal væk, og at udlændinge- og skolepolitikken skal ændres? »Ja«. Kritik af pr-strategi Naser Khader gør sig samtidig til talsmand for, at hele den radikale folketingsgruppe bliver bragt bedre i spil, så det ikke kun er Marianne Jelved, der tegner partiet. Dermed går han imod partiets pr-strategi, der siden løsrivelsen fra Socialdemokraterne har handlet om at markedsføre partilederen. »Det handler ikke kun om at gøre Marianne til statsminister«, siger Khader. »Hvis vores projekt skal lykkes, skal vi fokusere på hele holdet og bruge alle kræfterne på gruppen. Jeg synes, at man har brugt holdet for lidt«, siger han. Roser DF's metode Som et eksempel på, hvad kan kunne tænke sig, roser han Dansk Folkeparti for en pr-kampagne, hvor partileder Pia Kjærsgaard var frontfigur, men flankeret af gruppeformand Kristian Thulesen Dahl og næstformand Peter Skaarup. Marianne Jelved er uenig. »Jeg synes ikke, at vi har brugt holdet for lidt. Men vi har i forlængelse af vores nye strategi været nødt til at gøre alle opmærksom på, at vi nu stiller med vores egen statsministerkandidat. Men det skal vi jo ikke fortsætte med. Og så er det klart, at hele holdet skal køres i spil«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her