Radikale kritiserer Khader

Den radikale Naser Khader møder ingen forståelse fra sit eget bagland for at have kritiseret partiets linje. - Arkivfoto: Thomas Sjørup
Den radikale Naser Khader møder ingen forståelse fra sit eget bagland for at have kritiseret partiets linje. - Arkivfoto: Thomas Sjørup
Lyt til artiklen

Det radikale folketingsmedlem Naser Khader står alene med kravet om, at partiet helt skal undlade at stille ultimative krav før næste valg. Samtidig møder han nu hård personlig kritik for sin stil. »Når det gælder Naser, bliver det let en selviscenesættelse. Det er frustrerende, at vi skal høre mere om hans meninger fra medierne end fra hans personlige fremmøde i gruppen«, siger folketingskollegaen Elisabeth Geday. Vil acceptere skattestop Khader sagde i går til Politiken, at R kan blive nødt til at sluge nogle ordentlige kameler for at komme i regering. Det gælder blandt andet skattestoppet. Naser Khader bryder sig ikke om at sidde i en regering med skattestop, men mener, at de radikale kan komme i en situation, hvor de får så mange indrømmelser, at de vælger at leve med det. Det afviser finansordfører Morten Helveg Petersen. Skattereform er radikalt krav »Det kan blive meget spekulativt at snakke om, hvad der er ultimativt. Udgangspunktet må være, at vi står for noget politik. Det er helt afgørende, at vi får en skattereform, og det kan ikke forenes med et skattestop«, siger han og lægger sig dermed på linje med partileder Marianne Jelveds udtalelser i går. Morten Østergaard, der ligesom Naser Khader sidder i folketingsgruppens ledelse, er enig med Khader i ikke at stille »rigide« krav før en regeringsforhandling. »Hvis man ikke vil have blokpolitik, skal man ikke låse sig fuldstændig fast. Men det er ultimativt, at vi får en skattereform«, siger han. »Optræder som solist« Elisabeth Geday afviser også, at de radikale kan komme til at stå i en situation, hvor partiet vælger at acceptere skattestoppet. »Jeg synes ikke, at det virker voldsomt gennemtænkt. Derfor vil jeg nu opfordre Naser til at møde op på sommergruppemødet med en præcis forestilling om, hvad han vil, og hvordan det adskiller sig fra det, vi andre vil. I øjeblikket optræder han som solist«, siger hun. Naser Khader svarer hårdt igen på Gedays kritik: Geday kan »rende og hoppe« »Hun kan rende og hoppe. Det er pjat, at hun ikke kender mine holdninger. Men hun hører åbenbart ikke efter«, siger han og henviser til et møde i folketingsgruppen i juni, hvor han også advarede partifællerne imod at blive for ultimative. Han holder fast i budskabet. »Jeg bryder mig ikke om skattestoppet, men jeg fastholder, at vi ikke skal stille ultimative krav«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her