Sultestrejke afblæst ved Christiansborg

Mindst én asylansøger får nu sin afviste asyl-sag taget op igen. Iranerne har i 46 dage sultestrejket på Christiansborg Slotsplads- Foto: Thomas Borberg
Mindst én asylansøger får nu sin afviste asyl-sag taget op igen. Iranerne har i 46 dage sultestrejket på Christiansborg Slotsplads- Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Stemmen knækker over af begejstring, når præsten Leif Bork Hansen skal forklare perspektivet i, at Flygtningenævnet har udsat udrejsen for mindst én - formentligt flere - af de iranske flygtninge, der i 46 dage har sultestrejket på Christiansborg Slotsplads. »Det er fantastisk. En revolution«, siger han, der i de sidste mange uger har fulgt de sultestrejkende på tætteste hold. »Jeg vil nu - sammen med andre gode mennesker - fortsætte med at tage de afviste iranske flygtninges sager én efter én, og jeg forventer, at vi kan få ændret afgørelsen for mange af dem. Måske dem alle«, siger Bork Hansen, der i går mødte personligt op både i Integrationsministeriet og Flygtningenævnet i København. Afslutter sultestrejke De iranske flygtninge kvitterede for afgørelsen ved straks i går at slutte den over seks uger lange sultestrejke. En af de sultestrejkende, der regner med at have fået udsat sin udsendelsesfrist, er 42-årige Shariff Shoukri. »Jeg er meget lykkelig, og jeg håber, at jeg igen vil kunne bo og arbejde i Danmark, som jeg har gjort i 16 år«, siger han. At det netop er sultestrejken, som har påvirket flygtningemyndighederne, er Leif Bork Hansen ikke i tvivl om: »Det er demokratiets yderste konsekvens, og det virker. Det har vi set tidligere«, siger han. Hansen: Sultestrejke virker Også tidligere fagforeningsformand Hardy Hansen, der via Foreningen til Fred og Forsoning, har engageret sig i de sultestrejkendes sag, kobler aktion og afgørelse sammen. »Sultestrejke virker, for det sætter fokus på enkeltpersoner«, siger han, der også mener, at krisen i Mellemøsten spiller ind på beslutningen om at lade iranerne blive en tid endnu. »Politikerne kan godt se, at man ikke kan sende folk tilbage til Iran lige nu«, siger Hardy Hansen. Ingen ændring i behandling Flygtningenævnets formand landsdommer Bent Ove Jespersen vil ikke kommentere de konkrete sager, men slår fast, der ikke er tale om en ændring i behandlingen af iranske asylansøgere. »En udsat udrejsefrist er ikke det samme, som at sagerne er genoptaget. Det er alene udtryk for, at man overvejer, hvad der videre skal ske«, siger han, der ikke har været involveret i den konkrete beslutning. »Men jeg kan afkræfte, at der er tale om en ny vurdering af mulighederne for at sende dem tilbage til Iran. Det beror på en misforståelse, hvis nogen mener det«, siger han. Sejren skal fejres På Christiansborgs Slotsplads er den midlertidige lejr endnu ikke pakket sammen. Efter 46 dage med kun vand, sukker og lidt urtete ser Shariff Shoukri meget træt ud. »Min mave kan ikke tåle, at jeg spiser ris og kebab. Desværre«, forklarer han og fortæller, at det først er i fredag, at sejren skal fejres. »Så skal der være fest på slotspladsen med iransk musik og det hele«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her