DF vil have hårdere straffe for trafikdrab

- Foto: Camilla Stephan
- Foto: Camilla Stephan
Lyt til artiklen

To år og tre måneders fængsel for to menneskeliv er for lidt. Det mener formanden for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup (DF). Han vil have justitsminister Lene Espersen (K) til at forklare retsudvalget, hvorfor retten i Århus i går »kun« gav en straf på to år og tre måneder til en hensynsløs fartbilist, der kørte to mennesker ihjel påskelørdag, skriver Berlingske Tidende. »Umiddelbart bedømt virker det ikke, som om Folketingets stramning af loven sidste år har haft den ønskede effekt«, siger Peter Skaarup om den dom, byretten afsagde i går. Strengeste straf En 20-årig mand fik to år og tre måneders fængsel for at have kørt en ung far og hans syv måneder gamle datter ihjel på en smal bakket vej ved Århus. Det er den strengeste straf, siden Folketinget sidste år strammede loven, så hensynsløs kørsel sidestilles med spritkørsel. Men Peter Skaarup mener alligevel ikke, at dommen lever op til Folketingets intention med at stramme loven. »Vi diskuterede det også efter dommen på to år i Højesteret i sagen om et voldsomt trafikdrab i Brønshøj. Dengang fik vi at vide, at dommen blev afsagt efter de gamle regler. Nu har vi en dom efter de nye regler i en meget forfærdelig sag. Og på den baggrund synes jeg ikke, dommen virker særligt hård«, siger Peter Skaarup. 125.000 underskrifter Samme holdning har en god ven til den dræbte familiefar, Michael Vestergaard, der efter trafikdrabet samlede over 125.000 underskrifter for at få strammere straffe for vild kørsel, der medfører drab. »Selv om man reklamerer med, at det er den højeste straf, der nogensinde er givet, så synes jeg stadig, at den er for lav. Det er to menneskeliv, vi snakker om. To år og tre måneders fængsel for to menneskers liv - det er for lidt. Jeg ser, at Kurt Thorsen, når han begår økonomisk kriminalitet, får otte år. Men sætter man sig ind i en bil og slår to mennesker ihjel, får man kun to år og tre måneder. Jeg mener, at det burde være omvendt«, siger Michael Vestergaard til Ritzaus Bureau. Socialdemokraternes retspolitiske ordfører, Morten Bødskov, mener dog, at dommen fra byretten i Århus ser rimelig ud. »Vi støttede en stramning af straffeloven sidste år. Og jeg er tilfreds med, at retten i Århus har efterlevet vores intentioner. Dommen er et signal til de unge om, at det er voldsomme kræfter, de får mellem hænderne, når de sætter sig i en bil. Nu må politi, myndigheder og Rådet for Større Færdselssikkerhed følge op med forebyggende kampagner. Hovedopgaven er at få bilisterne til at køre ordentligt«, siger Morten Bødskov. Den dømte beklageer Den dømte havde ifølge Ritzau ikke psyke til at sige et sidste ord, men beklagede gennem sin forsvarer meget det skete over for familien til de dræbte, som var til stede i retten. Hans forsvarer, der sagde, at han var overrasket over dommen, vil bruge de næste par uger til at nærlæse dommens præmisser med henblik på en eventuel anke. Det var i aftes ikke muligt at ræffe den ferierende justitsminister Lene Espersen for en kommentar.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her