Efter at have sendt to breve med pulver blev en 28-årig mand fredag eftermiddag varetægtsfængslet af retten i Fredericia. Dommeren bestemte, at manden i stedet for et arresthus skal placeres på Kolding Sygehus' psykiatriske afdeling. Samtidig skal der gennemføres en ambulant mentalundersøgelse, oplyser politiet. Postcenter afspærret Det ene brev blev forleden morgen opdaget på rådhuset i Esbjerg, og fredag morgen lød alarmen på Sydjyllands Postcenter i Erritsø. Postcenteret blev afspærret, fordi der blev fundet et brev med hvidt pulver i en sorteringsmaskine. Fredag formiddag kort før klokken 11 anholdt betjente den 28-årige mand, der er fra Fredericia. Han tilstod begge tilfælde af trusler, oplyser Bent Høgh Petersen i Fredericia Politi. Fængslingen i surrogat gælder foreløbig frem til 31. august.
28-årig fængslet for pulverbreve
Lyt til artiklen