Styrelse skal forklare sig

Lyt til artiklen

Er der tale om en spritny praksis? Eller var det en engangsforestilling, da Sundhedsstyrelsen forleden tog det højst usædvanlige skridt at skrive til Pressenævnet og TV 2/Nyhederne med en påtale af, at tv-stationen interviewede en tiårig dreng - selv om han græd og netop var hjemvendt fra Libanon. Dét vil Socialdemokraternes sundhedsordfører Lone Møller gerne have svar på. S: Fint de reagerer, men... Og vil derfor bede Sundhedsstyrelsen om at forklare, hvad der lå til grund for klagen over netop dét indslag. »Det er fint, at de reagerer. Men vælger man at gøre det, mener jeg ikke, man kun kan gøre det i et enkelt tilfælde. Så må man også gøre det, når man ser voksne og børn, der eksempelvis er fejlbehandlet, og som måske ikke kan overskue konsekvenserne at medvirke foran et rullende kamera«, siger hun og fortsætter: »Men det er jo normalt ikke Sundhedsstyrelsens opgave at være censorer på, hvad der sker i radio og tv. Så derfor vil jeg gerne vide, hvordan man vil håndtere den slags tilfælde i fremtiden«. K undrer sig over styrelse De konservatives sundhedsordfører Helle Sjelle »undrer« sig over Sundhedsstyrelsens ekstraordinære skridt. Og advarer imod at lade påtalelysten gribe om sig: »Jeg synes, Sundhedsstyrelsen skal overveje konsekvenserne af det - for på den måde spiller de i hvert fald en anden rolle end den, man hidtil har set«, siger hun og tilføjer: »Vi har jo andre instanser, der regulerer det presseetiske regelsæt«. R støtter reaktion Hos Det Radikale Venstre er sundhedsordfører Charlotte Fischer enig i, at klagen er højst usædvanlig. Men: »Sundhedsstyrelsen er vores højeste sundhedsfaglige autoritet. Og var de blevet siddende på deres hænder, selv om de synes, der er et problem med indslaget - havde der været grund til at klandre dem«, siger Charlotte Fischer. Hun mener, at indslaget giver en oplagt anledning til, at TV 2 sammen med Sundhedsstyrelsen diskuterer, hvordan journalister fremover skal tackle presseetiske spørgsmål, når stationens journalister har med børn at gøre i deres arbejde. »Det er en svær balance: På den ene side skal der laves ordentlig journalistik. Og på den anden side skal der tages det fornødne hensyn. For hver enkelt journalist tror jeg, det ville være godt at have nogle redaktionelle retningslinjer i den slags situationer«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her