Den første prøvegrav er gravet, og ansættelsen af en gartner er sat i sving. Men ifølge Dansk Islamisk Begravelsesfond har den kommende muslimske begravelsesplads i Brøndby allerede inden indvielsen været udsat for gentagne tilfælde af hærværk. »En meget, meget dårlig start« Derfor er fondens formand, Kasem Ahmad, særdeles urolig for, at det årelange arbejde med at etablere gravpladsen må opgives. »Jeg er ved at miste troen på, at det nogensinde kan lykkes. Det er en dårlig start. En meget, meget dårlig start«, siger han og peger på, at frygten for gravskæmmere helt kan afholde danske muslimer fra at bruge gravpladsen. Ifølge Kasem Ahmad har en bil i løbet af de seneste to måneder - mindst en håndfuld gange i alt - pløjet rundt og lavet hjulspor på den mark ved Brøndbyøstervej, hvor gravpladsen er ved at blive etableret. Hagekors i græsset Og der er ikke blot tale om, at nogen uforvarende er kommet til at køre ræs på netop denne mark, mener Kasem Ahmad: På græsset er der nemlig ifølge formanden også malet hagekors. Næstformand i begravelsesfonden Ahmet Deniz deler uroen: »Vi er meget kede af det. Og vi tænker selvfølgelig på, om der kan ske det samme i fremtiden, når gravpladsen er taget i brug. Derfor vi vil ikke indvie stedet, før sikkerheden er på plads«, siger han og giver et bud på, hvem han mener, der står bag hjulsporene: »Det må være intolerante mennesker, der ikke kan rumme andre end dem selv. De tænker ikke på, at de ødelægger deres egen jord og deres egen mulighed for at blive beriget af at bo i et land med flere slags mennesker,« siger han. Dansk Islamisk Begravelsesfond har indtil videre kun kontaktet politiet en enkelt gang i forbindelse med hærværket. Politisk hærværk Men bestyrelsen vil nu se på, om der kan blive plads i økonomien til at ansætte en vagt på gravpladsen, ligesom de vil tage kontakt til Glostrup Politi, når pladsen er færdigetableret. Marken i Brøndby vil blive den første egentlige muslimske gravplads i Danmark. Og derfor har fungerende politiinspektør i Glostrup Politi Peter Modin ikke meget erfaring at læne sig op ad, når det kommer til krænkelser af den muslimske gravfred, forklarer han. »Men vi ønsker bestemt ikke, at det er sådan et sted, hvor den slags skal ske. Og bliver der tale om politisk hærværk, vil vi tage det endda meget alvorligt«, siger Peter Modin. Hademail Hjulspindene og hagekorsene på marken kommer samtidig med, at Det Islamiske Trossamfund på Dortheavej i København igennem det seneste halve år har været udsat for gentagne tilfælde af hærværk. Senest kastede ukendte gerningsmand natten til lørdag sten og flasker mod moskeen, hvor den kontroversielle imam Abu Laban hører til. »Vi har oplevet den slags igennem flere år. Men her på det sidste har det taget til - især efter Jyllands-Postens tegninger, og efter at Pia Kjærsgaard har kaldt os landsforrædere«, siger Kasem Ahmad, der - udover at være formand for begravelsesfonden - også er talsmand for Det Islamiske Trossamfund. Han har samlet en stor mappe med de hadefulde mail og breve, som trossamfundet også modtager: » Abu Laban!Get out of our country now, or you will die, you dirty muslim pig!«, lyder eksempelvis et af dem. I moskeen på Dortheavej findes der allerede en vagtordning, men efter lørdagens smadrede ruder vil der nu blive etableret overvågningskameraer både indenfor og udenfor.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























