De Radikales ledelse er uenig med Khader

Marianne Jelved har tidligere peget på Margrethe Vestager som sin oplagte afløser. - Arkivfoto: Anders Birch
Marianne Jelved har tidligere peget på Margrethe Vestager som sin oplagte afløser. - Arkivfoto: Anders Birch
Lyt til artiklen

Når man tænder for radioen og hører Naser Khader (R) fremkomme med en idé om urafstemning af partiets næste leder, bliver der langt mellem jublen hos de øvrige radikale. Folketingsmedlemmet Charlotte Fischer synes, at Naser Khaders timing er mildest talt uheldig. »Det synes jeg bare ikke, vi har brug for netop nu, hvor Marianne Jelved er lanceret som statsministerkandidat - det er det, vi må bruge alt vores krudt på«, siger hun. Og landsformand Søren Bald kalder spekulationen for »ikke hensigtsmæssig«. »Det indebærer, at dem, der stemmer, ikke har noget ansvar. Forstået på den måde, at det ikke er dem, der skal lede folketingsgruppen i det daglige«, siger Søren Bald. Normalt er det folketingsgruppens job De radikale har både Marianne Jelved som politisk leder og Søren Bald som organisatorisk leder. Derfor mener heller ikke Morten Østergaard, medlem af den radikale ledelse, at en urafstemning blandt partiets medlemmer giver mening, når partiets leder ikke er en og samme person. »Jeg har svært ved at se pointen i det, når den politiske leder har sin magt udledt af, at der er opbakning i folketingsgruppen«, siger han. Normalt er det nemlig folketingsgruppen, som vælger den politiske leder. Men i P1-programmet 'Politisk Sommer' siger Naser Khader i dag, at »det er svært at lære ret meget af Socialdemokratiet, men måske skulle vi tage den ide til os med urafstemning i forhold til den næste leder«. »Tåbeligt« Meldingen kommer tre uger efter, at den nuværende politiske leder, Marianne Jelved, i samme program pegede på Margrethe Vestager som sin oplagte afløser. Også Marianne Jelved møder dog en hovedrysten hos Søren Bald. Han kalder det »tåbeligt« at begynde at tale om et arvefølge, når man måske ikke ved, hvem der vil sidde i folketingsgruppen til den tid. »Det ville jeg ikke have gjort. Fordi i det øjeblik, man går som leder, skal man respektere forsamlingens suverænitet i forhold til det, der nu skal ske«, siger Søren Bald. Men mens tanken om en urafstemning ikke varmer i toppen af partiet, så gør den det i andre dele af partiets bagland. Medlem af forretningsudvalget Ove Dall kalder det »helt naturligt«. »Et parti, der som de radikale lægger så meget vægt på demokrati, bør også ændre sine vedtægter, således at det er partiets medlemmer, der bestemmer, hvem der skal være leder«, siger han, men er godt klar over, at det historisk set er folketingsgruppen, som vælger lederen, og de delegerede medlemmer, der vælger landsformanden. »Men jeg synes, at det er en konstruktion, som hører fortiden til og ikke er pyntelig, og hvis man som alle radikale vil slås for ægte og fuldt udviklet demokrati, er det helt naturligt, at medlemmerne vælger lederen«, siger han. 'Hold lederdrømme for dig selv' Også Jørn Sørensen, den radikale borgmester i Holbæk, øjner muligheder ved ideen om et ledervalg nedefra. »Principielt kan jeg ikke være imod. Det er en mulighed for at give dem, der er medlemmer af partiet, indflydelse. Det kunne skabe en god politisk fokusering, som det gjorde omkring Helle Thorning-Schmidt. Alene af den grund kunne det være klogt at gøre«, siger han. Men tilbage hos folketingsmedlemmet Charlotte Fischer lyder det stadig, at det vil fjerne fokus fra de radikales projekt lige nu, og hun giver Naser Khader et lille fif. »Der er selvfølgelig mange, der går rundt med lederfornemmelser i maven. Men et godt råd: Hvis du er en leder, lad være med at gå rundt og sige det højt«. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Marianne Jelved eller Margrethe Vestager.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her