Øget kontrol svækker ældreplejen

Lyt til artiklen

Mange ældre på plejehjem får ikke den omsorg og pleje, de har krav på, fordi personalet daglig bruger så meget tid på omfattende dokumentation og kontrol af deres egen plejeindsats, at ressourcerne ikke rækker. »Vi har anmeldte og uanmeldte kontrolbesøg fire gange om året. Vi har besøg af arbejdstilsyn og fødevarekontrol, vi skal dokumentere øreskylninger og lave retningslinjer for, hvordan vi vasker hænder, og for alt det nye lovstof. Tiden foran min pc øges frem for min tid sammen med personale, borgere og pårørende«, siger plejehjemsleder Kirsten Ellegaard fra Ollerup Plejehjem på Fyn. Politiken har foretaget et rundspørge hos lederne på plejehjem og ældreboliger i Danmark, og i halvdelen af besvarelserne siger lederne, at de godt kan overkomme kravene til dokumentation og individuelle plejeplaner - men ikke uden at det går ud over omsorgen og plejen. 6 procent svarer, at de slet ikke kan overkomme kravene. »Vi føler, at vi skriver ned i papirer og journaler i stedet for at virke«, konstaterer souschef Barbara Engell fra plejehjemmet Humlehaven ved Frederiksværk. Også fornuftigt papirarbejde Kirsten Ellegaard fra Fyn uddyber: »Kravene til dokumentation bliver mere og mere omfattende, alt, hvad vi foretager os, skal vi skrive ned, og den tid, medarbejderne bruger på det, går fra de ældre«. Hun vil ikke udpege konkrete eksempler på unødvendige dokumentationer, for hun mener, at en stor del af papirarbejdet er rigtigt og fornuftigt. »Vi vil gerne lægge plejeplaner, og vi synes det er vigtigt at dokumentere plejeindsatsen, og alle aftaler med borgere og pårørende skal være noteret og i orden. Det er også godt, at embedslægen kommer. Problemet er, at vi ikke har ressourcerne til det hele«, siger Kirsten Ellegaard. Detaljeringsgraden er 'urimelig' Folketinget har i løbet af de seneste år indført skærpede krav til tilsyn på plejehjemmene, til de individuelle plejeplaner for beboerne og til dokumentationen af de ansattes daglige indsats. Det er sket for at sikre sammenhæng og kontinuitet i plejesektoren efter en række plejehjemsskandaler for et par år siden. »Men dokumentationen har nået en detaljeringsgrad, der opleves som urimelig«, mener Erik Lehm, landsformand for de godt 1.000 danske plejehjemsledere i organisationen LederForum. »Der bør tilføres ressourcer til kontorpersonale, som kan klare dokumentationsarbejdet, så lederne kan komme ud i institutionerne i det daglige«, siger Lehm. Dokumentation i 'absurde detaljer' Søren Gustavsen, sundhedspolitisk konsulent i Ældre Sagen, understreger, at dokumentation af medicinforbruget, indsatsen og myndighedernes tilsyn er vigtigt for at sikre kvalitet i ældreplejen. Han ser plejehjemsledernes svar som udtryk for mangel på ressourcer. »Når man skal sidde og administrere, om personalet skal bruge 15 sekunder på at rede en beboers hår eller et minut på at klippe negle, så er dokumentationen trukket ud i absurde detaljer. Så bruger man flere kræfter på at styre systemet end at lede det på en fornuftig måde«, siger Søren Gustavsen. LederForums formand, Erik Lehm, mener, at politikerne i højere grad bør have tillid til, at personalet i ældreinstitutionerne kan løse problemerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her