Radikale kræver en klar profil for partiet

Lyt til artiklen

Det er ikke nok at sige, at Marianne Jelved skal være statsminister, Det Radikale Venstre bliver nødt til at melde klart ud, hvilke politiske krav partiet vil have opfyldt for at lægge stemmer til en regering. Og det skal ske nu, så vælgerne ved, hvad de kan regne med. Kravet kommer fra radikale folketingsmedlemmer, tre måneder efter at Marianne Jelved sagde farvel til 13 års forlovelse med Socialdemokraterne og i stedet pegede på sig selv som statsministerkandidat. Politikken før personerne »Jeg vil hellere have, at det er klart for vælgerne, hvad forudsætninger er for, at andre partier kan regne os til deres, end jeg vil have, at forudsætninger er, at Jelved skal være statsminister«, siger arbejdsmarkedsordfører Elisabeth Geday. »Det kommer til at se ud, som om det vigtigste for os er, at hun bliver statsminister. Men det er det jo ikke. Det har altid været sådan hos os, at politikken kom før personerne«, siger hun. Boligordfører Charlotte Fischer mener, at en massiv profilering af Jelved er fint nok, men fastslår, at de radikale bør formulere officielle valgkamplignende temaer allerede nu. »Vi skal jo ikke de næste to år kun lave plakater med Jelved; det er utrolig vigtigt, at der også bliver koblet politik på. Det er afgørende for at få folk til at tro på 'den anden vej'«, siger hun med reference til partiets nye kampagne. Væk med nationale test »Vi skal formulere allerede nu, hvad der er vores prioriteter - hvad skal vælgerne kende os på til næste valg - og også hvem vi vil samarbejde med, for ellers bliver folk ved at spørge«, siger Fischer. Elisabeth Geday har tre konkrete krav: en skatte- og afgiftsreform, væk med de nationale test i folkeskolen, samt at alle danske statsborgere skal kunne bo i Danmark med deres ægtefælle og børn. Men de krav finder Charlotte Fischer for snævre. Hun peger i stedet på mindre kontrol og regulering af den offentlige sektor som et tema - noget der appellerer mere til de borgerlige partier end Gedays krav. Dermed udstiller de to folketingsmedlemmer diskussionen om, hvorvidt partiet skal læne sig mod S eller VK. En diskussion, som Marianne Jelved meget gerne vil være fri for nu. Jelved har ikke ønsket at kommentere de konkrete krav.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her