Mens mange finder bikinien frem, bør Danmarks ældre holde paraplyen inden for rækkevidde og lukke vinduerne for varmen. Ældre og syge mennesker skal nemlig passe ekstra på, når temperaturerne når op imod de 30 grader, som DMI lover det i de kommende dage. »Det er vigtigt at holde sig ude af solen med den rigtige beklædning og eventuelt en paraply«, siger Else Smith, Centerchef i Sundhedsstyrelsen. Luk vinduerne Udover at beskytte sig mod den direkte sol, er det også vigtigt at nedkøle kroppen - blandt andet ved at holde den varme luft ude af hjemmet: »Traditionelt åbner vi jo vinduerne, når det er varmt, men faktisk skal man lukke dem i stedet, så man holder varmen ude. Hvis solen skinner lige på, og vinden også er varm, så er det faktisk køligere at lukke vinduerne«, siger Else Smith. »Så kan man lukke vinduerne op om natten, så man kan få cirkulation«. Væske og salt Endelig er det selvfølgelig også vigtigt at drikke væske og få salt - alt afhængigt af, hvor meget man sveder. »Og så bør vi alle tjekke op på vores gamle, som vi er i familie med og naboer til. Det er vi måske ikke helt så gode til, som vi har været«, lyder det. Under en hedebølge i Sydeuropa i 2003 omkom alene i Frankrig 12.000 mennesker, hvoraf langt de fleste var over 75 år. Her var temperaturerne dog oppe mod de 40 grader og altså væsentligt varmere end de kommende danske sommerdage.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























