Borgmestre i København skal fremover være røde, hvis det står til overborgmester Ritt Bjerregaard (S). Torsdag markerer hun sine første 180 dage ved roret i landets hovedstad med forslag til en helt ny styreform. »Det vanskeligste er at få kommunens forskellige forvaltninger til at spille sammen på tværs, og hvis vi skal gøre op med det, må vi have et flertalsstyre som på Christiansborg«, siger hun, der på Københavns Rådhus får opbakning fra både Venstre og de radikale. Borgerlige kan miste poster Med flertalsstyre besættes alle syv borgermesterposter fra de partier, som danner 'regering' på Rådhuset. I dag fordeles posterne mellem alle partier efter størrelse. I København mister to borgmestre fra V og K posten, hvis flertalsstyre realiseres. »En ny styreform skal kombineres med en stærk beskyttelse af mindretallet«, siger Ritt Bjerregaard, der begrunder sit forslag med, at København i dag har borgmestre med et stort ansvarsområde uden indflydelse på budgettet. »Det er ikke holdbart«, siger hun. Slut med fritidspolitikere For at give både mindretallet i særdeleshed og politikerne i Borgerrepræsentationen i almindelighed bedre arbejdsbetingelser, ser Ritt Bjerregaard gerne, at det er slut med fritidspolitikere. »Det er vanskeligt at pleje borgerkontakten, når man skal passe det politiske arbejde med møder og masser af læsestof ved siden af arbejde og familie«, siger hun. Oppositionens førstemand på Københavns Rådhus, Venstres kulturborgmester Martin Geertsen, er positiv. Han har mærket mindretalsrollen på sin krop, fordi det har været svært ved at få penge til at modernisere kommunens idrætsanlæg. »Der er meget musik i at afskaffe mindretalsborgmestre, som skal administrere flertallets beslutninger. Den situation er jeg selv i, men vi skal sikre mindretallet gode arbejdsbetingelser«, siger Martin Geertsen, der understreger, at det er hans personlige holdning. Vil passe på flertallet Også tanken om fuldtidspolitikere modtages positivt af V-borgmesteren, men så skal antallet formentlig skæres ned fra de nuværende 55, mener han. Mere skeptisk er SF's skoleborgmester Bo Asmus Kjeldgaard: »Det er vigtigt at tage hensyn til mindretallet, men vi er åbne for at se på forskellige modeller«. Selv om der er flertal for ændringerne på Københavns Rådhus, kræver en ny styreform en hjælpende hånd fra regeringen. Det var i går ikke muligt at få et bud på det fra indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























