Togpassagerer må vente på at blive kompenseret for forsinkede tog. Den såkaldte rejsegarantiordning når ikke at træde i kraft 1. juli, som Trafikministeriet har varslet. Forhandlingerne mellem ministeriet, DSB, Arriva og Forbrugerrådet er ikke afsluttet endnu, da parterne ikke er nået til enighed om de konkrete rammer. Minimumserstatning Ministeriet lægger op til, at passagererne kan få en minimumserstatning på 25 procent af billetprisen, hvis toget er over en halv time forsinket og 50 procent på forsinkelser over 60 minutter. Men Arriva vil gå endnu længere og give fuld kompensation, hvis toget overskrider køreplanen med over en halv time. Passagererne vil få udleveret et gavekort, der svarer til billetprisen og gælder et helt år, og som man kan forære væk. »Hvis vi ikke kunne leve op til vores køreplaner, ville vi ikke fremlægge så flot en ordning. Vores tog kører til tiden, så det her vil udløse meget overskuelige udgifter for os«, siger Arrivas kommunikationsdirektør, Jan Wildau. Slidte skinner DSB vil også tilbyde kunderne mere, end ministeriets minimumskrav foreskriver. Salgschef Bjørn Wahlsten vil ikke løfte sløret for detaljerne i deres supplerende ordning, men han er sikker på, at det vil kunne hamle op med konkurrentens: »Jeg tror, at en del kunder vil vælge vores tilbud frem for Arrivas«, siger han. Ifølge Bjørn Wahlsten har Arrivas tog fordelen ved ikke at skulle køre på slidte skinner sådan som DSB's tog er nødsaget til. »De skinner, de kører på, er nye. De blev sat i stand, allerede inden Arriva overtog driften. Så de har ikke de samme problemer, vi har«, siger Wahlsten, der understreger, at der ikke er tale om en konkurrence mellem de to selskaber, da DSB i modsætning til konkurrenten dækker hele landet. Han mener, at datoen 1. juli for lanceringen af rejsegarantiordningen var for optimistisk: »Det er bedre, at vi venter en lille smule og så til gengæld kommer ud med det rigtige for kunderne«. Ordningen ligger klar omkring 1. januar næste år, mener Bjørn Wahlsten. Nyt møde i august Forbrugerrådets direktør, Rasmus Kjeldahl, mener, at det bør være muligt at få det gennemført i løbet af efteråret i år. Han er imponeret over Arrivas oplæg: »Det lyder som en rigtig god idé. Jeg håber, at DSB vil lade sig inspirere af Arrivas tilbud«, siger Rasmus Kjeldahl. Forhandlingsparterne mødes igen i august.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Nyhedsanalyse
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























