Regeringsledere skal ind i klimadebatten

Verdens klimaproblemer skal rage andre end miljøministrene, landene skal være bedre til at dele deres teknologier, og befolkningerne skal kunne forstå, hvad politikerne taler om. Det er et par af hovedkonklusionerne efter et femdages klimamøde i Cape Town, Sydafrika. »Klimaproblemerne er ikke kun et anliggende for miljøministre, men må bredes ud til stats- og regeringschefer, til finansministre, til energiministre. I forhold til økonomisk udvikling er det en nødvendighed at tage klimaet alvorligt, og udvikling og klima må tænkes sammen«, siger miljøministeren. Mødet mellem de 22 lande, der alle spiller en central rolle i verdens klimadebat deriblandt USA, Kina, Japan, Storbritannien, Brasilien, Argentina, Australien, Canada, Tyskland, Nigeria og en række andre udviklingslande i Afrika, er inspireret af det uformelle danske klimamøde i Grønland forrige år. Ministrene får tillid Det vil sige, at de deltagende miljøministre kun medbringer en enkel embedsmand, og at pressen ikke lytter med. Formålet var dels at tale om tiden efter 2012, når Kyoto-protokollen udløber, men også at give ministrene en chance for at tale friere sammen i uformelle rammer inden FN's næste klimatopmøde til november i Nairobi. »Selv om der ikke træffes konkrete beslutninger, betyder det noget, at det er ministre, der over nogle dage sidder og får tillid til hinanden«, siger den danske miljøminister Connie Hedegaard (K), der var tilfreds med mødets udfald, selv om man først kan se effekten efter det officielle klimatopmøde om et par måneder. Skal kunne forstås af folket Indtil da er der dog enighed om at forbedre et par punkter i klimadebatten. »Vi må sørge for, at klimasagen ikke drukner i teknik. Selvfølgelig skal teknikken også være i orden, men befolkninger skal også forstå det, og der var også et udbredt ønske blandt ministrene om at få gjort klimadebatten mindre kompliceret«, fastslår ministeren. Hun fremhæver desuden, at ministrene var enige om at sætte fart på overførslerne af teknologi fra Vesten til de fattige lande og eventuelt springe et par generationer over, så udviklingslandende hurtigere kan høste Vestens gode erfaringer.