Skoleklokker over hele landet ringer nu ud til sommerferie. Men mens mange børn kan se frem til uger i udlandet eller i sommerhus, må en stadigt større gruppe børn kigge langt efter regulær ferie. Det skyldes, at børnene vokser op i fattige familier, skriver Nordjyske Stiftstidende fredag. Flere bliver afvist Det mærker man hos de velgørende organisationer, som arrangerer ferielejre for udsatte børn. Både Frelsens Hær, ASF-Dansk Folkehjælp og Kirkens Korshær i Aalborg melder om voldsomme stigninger i antallet af ansøgninger til lejrene, og i flere tilfælde må organisationerne afvise børn. »Det er meget voldsomt. Der er en eksplosion i antallet af familier, der har brug for hjælp«, siger informationschef i Frelsens Hær Lars Lydholm. Stigning i løbet af fem år Tidligere var organisationen kun i kontakt med de økonomisk trængte familier ved juletid, men de seneste fem år er problemet vokset, så familierne har brug for hjælp året rundt. Frelsens Hær arrangerer derfor masser af lejre i løbet af sommeren, men kan slet ikke følge med efterspørgslen, forklarer Lars Lydholm. Det samme billede tegner sig hos ASF-Dansk Folkehjælp. Alene denne sommer sender foreningen flere end 1000 udsatte børn og unge på en uges koloni, men også her må en del børn tage til takke med en plads på venteliste. »Det er meget svært at afvise børn, når vi ved, at de virkelig har brug for et pusterum. Derfor tager vi nu konsekvensen og laver mange flere lejre næste år«, siger afdelingsleder Bente Larsen. 'Alle børn bør have muligheden' Hos Børnenes Kontor i Aalborg er der også totalt udsolgt på ferielejrene. Organisationen sender 300 børn fra Aalborg Kommune på en uges ophold i blandt andet Blokhus. »Hvis man ser på, at vi generelt har økonomisk opsving i samfundet, så burde vi jo have færre børn på koloni, men det er ikke tilfældet«, siger lokalformand Nina Hav. Også hos Børnerådet, som skal sikre børns interesser, er der bekymring over den store gruppe børn, som ikke har mulighed for at holde ordentlig ferie med deres familier. »Alle børn bør have mulighed for det. Det kan ikke passe, at det er frivillige organisationer og mennesker med godt hjerte, der skal sørge for, at det er muligt«, siger formand Klaus Wilmann til NORDJYSKE Stiftstidende.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























