Senere folkepension og efterløn fra 62 år

Lyt til artiklen

Ventetiden i morgentrafikken på indfaldsvejene til København er for intet at regne mod den dag- og aftenlange ventetid, regeringen og partierne bag velfærdsreformen mandag udsatte sig selv og hinanden for. Selv om mandagen var krydset af i kalenderen som dagen, hvor en velfærdsreform med senere efterløn og folkepension skulle fødes i et bredt forlig, var vandet end ikke gået midt på aftenen. Men konturerne af et forlig indebærer, at danskerne får længere tid til at vænne sig til de nye grænser for tilbagetrækning, end regeringen oprindeligt havde foreslået. Længere varsel Især for Dansk Folkeparti har det været afgørende, at ændringerne ikke kom for hurtigt. Hvor regeringen oprindeligt spillede ud med en efterlønsalder på 63 år, som skulle være fuldt indfaset i 2021, har finansminister Thor Pedersen (V) nu imødekommet DF og tilbudt et længere varsel. Dermed er den senere efterløn først indfaset i 2024, og nu ikke ved 63 år, men ved 62-års dagen. Dropper halve dagpenge På dagpengeområdet så det mandag aften ud til, at regeringen har droppet planerne om halve dagpenge til unge 25-29-årige og i stedet har accepteret aktivering efter ni måneders ledighed. Også planerne om at stramme reglerne for ældre ledige ser ud til at ende med enighed om, at de ældre får et jobtilbud. Kun hvis de takker nej til tilbuddet, kommer det på tale at skære i understøttelsen. Beskyldes for forligsbrud På uddannelsesområdet har regeringen spillet ud med forslag om at skære i SU'en for unge, som er for længe om at komme i gang med studierne og også længe om at blive færdige. Den tankegang har ikke nydt fremme i forhandlingskredsen, og samtidig har SF fra sidelinjen råbt 'forligsbrud'. Partiet er med i aftalen om SU, men ikke med i velfærdsforhandlingerne, og regeringen insisterer ikke på at skære i SU'en. Også ændringer af 10. klasse, som ifølge udspillet fra VK skal ændre karakter fra et generelt tilbud til undervisning for unge, som kræver et helt særligt skub på at komme videre i uddannelsessystemet, er taget af bordet. Sent mandag aften var sidste og afgørende forhandlingsrunde endnu ikke skudt i gang.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her