En betydelig del af økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsens (K) bagland havde gerne set tydeligere konservative fingeraftryk på velfærdsreformen. Det viser en rundspørge, som Ritzau har foretaget blandt regionsformændene for Det Konservative Folkeparti. Det var i høj grad De Konservative, der i sin tid tog hul på debatten om en reform af det danske velfærdssamfund, men efter at sløjfen er bundet på den politiske aftale, tøver flere af de konservative regionsformænd med at klappe i hænderne over resultaterne. »Jeg ser ikke ret meget reform i det«, siger Jørn H. Kristiansen, der er konservativ formand i Region Midtjylland, til Ritzau. Burde træde i kraft tidligere Det har længe været en konservativ mærkesag at få afskaffet efterlønnen. Men med velfærdsreformen bevares ordningen uberørt indtil 2019. »Vi er langt ude, hvis der først skal ske noget i 2019. Jeg havde gerne set, at det var trådt i kraft noget tidligere. At man måske havde lavet en overgangsordning, der begyndte nu og her«, siger Jørn H. Kristiansen. Han bakkes op af Stiig Wæver, der er regionsformand for De Konservative i Region Sjælland. Han kalder aftalen »et skridt i den rigtige retning«, men savner en mere »visionær« reform. »Jeg havde gerne set, at man havde turdet tage nogle større handsker på for at sikre velfærdssamfundet langt ind i fremtiden«, siger Stiig Wæver. Justeringer Alle regionsformændene er tilfredse med, at det endte med en bred aftale, men mens partiformand Bendt Bendtsen bruger de helt store gloser om aftalen, mener flere af regionsformændene kun, at der er tale om »justeringer«. »Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi gerne havde set, at vi var kommet et betydeligt skridt længere i den rigtige retning, men vi har valgt ikke at kaste håndklædet i ringet, og det, synes jeg, er det rigtige i situationen«, siger Kurt Bjørndal, der er formand for De Konservative i Region Syddanmark. Hovedparten af regionsformændene mener, at den konservative partiledelse skal være klar til at tage velfærdsreformen op til revision. »En af vores mærkesager var overhovedet at få gang i forhandlingerne og nå et resultat, men hvis det viser sig, at justeringerne ikke er tilstrækkelige, så skal vi konservative ikke holde os fra at tage emnet op igen«, siger Stiig Risdahl Knudsen fra Region Nordjylland.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























