Ofre - ikke forbrydere. Sådan karakteriserer den konservative ligestillings- og EU-ordfører Helle Sjelle de udenlandske kvinder, som af kriminelle netværk handles til Danmark og tvinges til prostitution. »Som ofre har de brug for beskyttelse og tryghed, og derfor skal vi forlænge deres midlertidige opholdstilladelse fra 30 dage til tre måneder«, siger hun og puffer dermed yderligere til det stigende pres på VK-regeringen for at forlænge opholdstilladelsen for disse kvinder. Overvejer tidshorisont Ganske vist er regeringen afvisende over for at øge opholdet for de handlede kvinder, fordi opholdet for nylig er forlænget fra 14 til 30 dage. »Men det slår ikke til, og jeg fornemmer en stigende erkendelse også blandt borgerlige politikere af, at skal vi hjælpe disse kvinder og finde frem til de kriminelle bagmænd, så er 30 dage altså ikke nok«, siger Sjelle, som også har en anden baggrund for ønsket om at forlænge opholdet i Danmark. »Nu ryger kvinderne direkte hjem i armene på de grupper, som handler dem og tjener kassen. Skal de danske græsrødder, som hjælper disse kvinder, skabe kontakt til ngo'er i kvindens hjemland, er 30 dage er ikke nok«, siger hun. Danmark burde ikke have problemer Hun får opbakning af Gitte Seeberg (K), medlem af Europaparlamentet, som også argumenterer for tre måneder. »Fordi det er EU's anbefaling, og så burde et land som Danmark ikke have problemer med et følge den fælles indstilling i det spørgsmål«, siger Seeberg. Også hos Venstre er der grøde i holdningen, siger folketingsmedlem Marion Pedersen (V), som også arbejder for at udvide grænsen for ophold til tre måneder. »Det er nødvendigt med et længere ophold, hvis disse kvinder skal nå at få et tillidsforhold til det danske politi. I de lande, de handles fra, er politiet ikke sjældent en del af det kriminelle miljø, så det er klart, at tillid tager tid«, siger hun. Synspunkterne vil hun - igen - forelægge sin partifælle og socialminister Eva Kjer Hansen på et møde i løbet af de kommende uger. »Jeg håber at kunne bevæge hende og resten af gruppen, så vi i den kommende folketingssamling er klar til at støtte et forslag om tre måneders ophold«, siger Marion Pedersen. Håber idéen modnes Forslaget var på banen i Folketinget kort før sommerferien, men opnåede ikke støtte i Venstres gruppe. »Vi havde for kort tid før ferien til at drøfte det ordentligt, og der var mange andre ting i spil. Men jeg håber, at ideen modnes i de kommende uger«, siger hun. Det aktuelle forslag om tre måneders ophold blev fremsat af folketingsmedlem Kirsten Brosbøl (S), og hun er klar igen efter ferien. »Holdningerne er i bevægelse i øjeblikket - også i regeringspartierne, og det er meget glædeligt. Det er VM i fodbold, som har sat de handlede kvinder på dagsorden, men de forsvinder ikke igen, når fodbolden er ovre«, siger hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























