Sagen om Jens Arne Ørskovs død rokker ved billedet af anklagemyndigheden som uafhængig, uvildig og objektiv. Det mener Amnesty International. Organisationen kritiserer statsadvokaten i Nordjylland og rigsadvokaten for ikke at have foretaget en grundig efterforskning af sagen fra 2002, da den unge mand døde i politiets varetægt. Alvorlige spørgsmål Man kan ikke gå ud fra, at anklagemyndigheden undersøger den type sager på en ordentlig måde, hedder det fra jurist hos Amnesty i København, Claus Juul. »Deres konklusion om, at politifolkene ikke havde anvendt vold eller unødig magt i Jens Arne Ørskovs sag, rejser alvorlige spørgsmål om deres evne og vilje til at handle med den fornødne uafhængighed, uvildighed og objektivitet i sager, som omhandler medlemmer af politikorpset«, siger Claus Juul. Undlod en række forhold Efter to kritiske dokumentarprogrammer vist af DR har anklagemyndigheden pløjet sagen igennem to ekstra gange, men denne indsats imponerer ikke menneskerettighedsorganisationen. Myndighederne undlod at tage stilling til en række forhold, lyder det. På Christiansborg er der i retsudvalget stigende interesse for at lave politiklagesystemet om, og i begrundelserne indgår bl.a. anklagemyndighedens optræden i sagen om Ørskovs død. Claus Juul har tidligere til Ritzau udtalt, at det muligvis er en korrekt afgørelse, at statsadvokaten besluttede ikke at rejse tiltale mod de betjente, der håndterede Ørskov, i en straffesag. »Men det er karakteristisk, at statsadvokaten i sin afgørelse ikke kritiserer politiet som sådan for at uddanne politifolk til at anvende den form for fixering, som blev brugt mod Jens Arne Ørskov«, mener han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























