Medicin skal testes på flere børn

Lyt til artiklen

Alle lægemidler, der skal behandle sygdomme hos børn, skal også testes på de små poder. Det er konsekvensen af en ny EU-lovgivning, der gør op med de hidtidige etiske barrierer, der har været i forhold til forsøg med børn. »Det er et meget følsomt emne, og som udgangspunkt har jeg altid syntes, det er forkert at lave forsøg med børn, der jo er mere sårbare«, siger Birthe Skaarup, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, til Nordjyske Stiftstidende. Godt for børn og forældre Hos Lægemiddelstyrelsen ser man de kommende regler som et fremskridt, fordi lægerne i dag er tvunget til skønsmæssigt at dosere mængden af medicin til børn. Medicin bliver i dag udelukkende testet på dyr og voksne personer. »De nye regler vil give et mere solidt og dokumenteret grundlag, og det mener jeg, er en forbedring både for forældre og børn«, siger Steffen Thirstrup, der er overlæge i Lægemiddelstyrelsen ifølge avisen. Det kan gå galt I det sidste stykke tid har der været en række internationale eksempler på, hvor galt det kan gå, når ny medicin skal testes. Seks unge mænd blev for et par måneder siden indlagt i London med kraftige smerter i hovedet, efter de havde lagt legeme til afprøvningen af ny medicin mod leukæmi, gigt og sklerose. I Sverige blev en 25-årig mand ramt af en psykose, også efter et medicinsk forsøg. Men ifølge Steffen Thirstrup er det bedre at afprøve medicin på en begrænset gruppe i stedet for at give ikke-testet medicin til alle børn. Testes på dyr, inden på børn Inden børn kan deltage i forsøg, skal forældrene give tilladelse til deres medvirken. Og inden børnene kan agere forsøgskaniner, skal medicinen have været testet på henholdsvis dyr og voksne. Samtidig skal der være tungtvejende grunde til, at medicinen skal testes på netop børn, siger Steffen Thirstrup til Nordjyske. Politisk enighed De Radikales sundhedsordfører, Charlotte Fischer, mener, at lovgivningen er nødvendigt for forskningen: »Medicin til børn bliver i dag givet på et tyndt grundlag«, siger Charlotte Fischer til Nordjyske Stiftstidende. Hos Dansk Folkeparti er Birthe Skaarup efterhånden blevet mere positiv over for idéen. »Forsøg er den eneste måde, vi kan få afklaret, hvad der er den rigtige dosis til børn«, siger hun.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her