Politiet vidste besked om drab i Pakistan

Lyt til artiklen

Sagen om den dansk-pakistanske mand, der fredag blev anholdt for drabet på sin kone tilbage i 1998, er ikke ny for Københavns Politi. De fik nemlig allerede to dage efter drabet i 1998 en anmeldelse om, at den nu 50-årige mand havde slået sin hustru ihjel i en landsby i Pakistan. Det er et hold fra den særlige statsadvokatur for alvorlige forbrydelser i udlandet, der har genoptaget sagen. Statsadvokaturen afhører netop nu familie og vidner i Pakistan. Det sker efter, at sagsakterne blev fundet af den særlige statsadvokatur inde i Justitsministeriet, skriver Ritzau. Og under et nyt forsøg indvilligede de pakistanske myndigheder i at samarbejde. Efterforskningen gik i stå Efterforskningen gik i stå for seks år siden, fordi de pakistanske myndigheder undlod at svare det danske politi, om de kunne få indsigt i drabssagen og lov til at afhøre vidner. I sagsakterne fra Pakistan kunne de udsendte danskere - med statsadvokat Birgitte Vestberg i spidsen - læse, hvordan familien kort tid efter drabet udpegede den nu fængslede ægtemand som gerningsmand. Derefter blev de afhørt foran en dommer, hvor de fortalte, at de med deres egne øjne så manden affyre det dræbende skud med en pumpgun mod kvinden, der sank død om. Herefter sigtede manden med geværet i retningen mod de andre, inden han stak af. Ville giftes med en anden Både faderen og broderen har gentaget disse vidneforklaringer til dansk politi under nye afhøringer i Pakistan og Italien. De har også fortalt, at manden var sin dengang 37-årige hustru utro, og at han ville giftes med en anden kvinde. Tilbød broderen blodpenge Broderen har desuden fortalt politiet, at han i Italien for et år siden blev tilbudt blodpenge for at lade drabet gå i glemmebogen. »Derfor er der stor risiko for, at den sigtede på fri fod vil kunne påvirke sagen. Blandt andet ved at tilbyde netop blodpenge«, sagde Flemming Orht under retsmødet ifølge Ritzau. Her fortalte anklageren også, at den drabssigtede skulle have flere ejendomme til en samlet værdi af cirka 20 millioner kroner i Pakistan. Nægter sig skyldig Den sigtede blev fredag anholdt i sin kiosk på Frederiksberg. Han nægter sig skyldig, og ønsker ikke at sige et ord om sagen til hverken politi eller domstolen. Manden er dansk statsborger, og det samme var kvinden. De var begge på besøg i Pakistan på grund af et dødsfald i familien, da kvinden selv blev dræbt. Parret nåede at få fire børn.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her