Der slagtes myter i øjeblikket i økologibranchen. Således er det ikke længere kun velstillede Irma-kunder eller hard-core miljø-aktivister i storbyerne, som køber økologiske fødevarer. Resten af landet er med på vognen nu. Svag overvægt til Jylland og Fyn Thise Mejeri kan for første gang konstatere, at mejeriet sælger flere økologiske mejerivarer i provinsen. »Fra et salg på 80 procent i København og resten i Jylland og på Fyn, så er vi tæt på balance, men med en svag overvægt til Jylland og Fyn«, siger mejeriets salgschef Mogens Poulsen. Den udvikling er først og fremmest sket, fordi mejeriet har fået en salgsaftale med Coop Danmark A/S, herunder deres succesrige discountkæde fakta. Helt ude i afkrogene »Vi er helt ude i krogene nu. Og den store overraskelse for os alle sammen er, at der er kunder derude, og vi får glade mail fra dem«, siger Mogens Poulsen fra Thiese Mejeri. Tendensen bekræftes af miljøchef Katrine Willmann fra Coop Danmark. »Jeg har lige besøgt nogle Kvicklyer i Sønderjylland, og de oplever en stigning i interesse og salg af økologiske varer«, siger Katrine Willmann, der kan se på koncernens indekstal, at salgsvæksten nu er blevet fordelt ud omkring i landet. »Nogle provinsområder har haltet efter, men nu er der kommet godt gang i salget på en helt anden måde, end vi har set tidligere«, siger hun. Mere lækkert Samtidig er det ikke længere kun de traditionelle økosællerter som mælk og havregryn, der trækker pengene hjem. Stigningen i afsætningen sker nu på næsten alle økologiske varekategorier, bekræfter både Netto og Coop Danmark. »Alle varegrupper er i fremgang. Mælken vokser også, og det er faktisk noget særligt, fordi den har været i en tilbagegang gennem nogle år. Men det er også gamle travere som økologiske æg, der øger salget«, siger miljøchef Katrine Willmann fra Coop Danmark. Større udvalg Salget af økologiske fødevarer overstiger i øjeblikket selv de mest optimistiske forventninger i den økologiske branche, som har svært ved at give noget præcist bud på hvorfor. »Alle i den økologiske verden går lidt rundt og tænker, hvad sker der hér? Men den primære årsag er, at der er kommet flere og forskellige varer på hylderne i flere butikker«, siger Katrine Willmann. Ny forbrugskultur En række økologiske producenter er også blevet mere professionelle i deres produktion. »De arbejder mere med lækkert design, smag, leveringsstabilitet og ensartethed i produktet. Hvis du finder en pølse, du godt kan lide, er det vigtigt, at du kan få den igen, og at den smager på samme måde. Det kan mange af de økologiske producenter leve op til nu«, siger Katrine Willmann fra Coop Danmark. Moden økologi Ifølge direktør Karsten Dejbjerg fra Friland A/S, som i øjeblikket oplever den største stigning i salget af økologisk svine- og oksekød i selskabets historie, kan den seneste tids kødskandaler kun forklare en lille del af det eksplosive salg. »Økologien har modnet sig. Det er ikke længere nok bare at have det røde ø-mærke på sin vare og at sælge på sundhed og sikkerhed. Det drejer sig også om at producere spændende smagsoplevelser og kvalitetsvarer«, siger Karsten Dejbjerg. To retninger Han mener, at fødevaremarkedet er på vej i to retninger. Den ene er discountkulturen. »Men der er også en bevægelse imod ensartethed og lav pris. En bevægelse, som leder efter andre typer fødevarer. Mikrobryggerierne er et enestående eksempel på, at et markedstryk fra de dominerende bryggerier avler modtryk. Det er den forbrugerkultur, som økologien passer ret perfekt ind i«, siger Karsten Dejbjerg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
KOMMENTAR
Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder. »Sov godt«
SUPERLIGAEN
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00

Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Leder af Marcus Rubin
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00



























