I Århus sidder en affalds- og varmechef, der gerne vil gøre noget godt for miljøet. Og for sine kunder. Og for statskassen. Han må bare ikke for Miljøministeriet og EU. Direktør Bjarne Munk Jensen fra Århus Kommunale Værker har et stort forbrændingsanlæg i Lisbjerg med masser af ekstra plads i ovnene. Ville gavne forbrugerne Hvis han fik lov til at importere affald, ville Århus kunne spare 8.000 ton olie om året. Og forbrugerne ville få nedsat deres varmeregning. Samtidig ville Bjarne Munk Jensen kunne gøre noget godt for klimaet. Tyskland har eksempelvis ikke kapacitet til at brænde alt deres affald selv, så de må deponere det på pladser, hvor det rådner, mens det sender metan ud i atmosfæren, en drivhusgas, der er langt mere skadelig end CO2. 1-2 lastbiler ekstra Bjarne Munk Jensen har beregnet, at han ville modtage 1-2 lastbiler mere om dagen på sit anlæg. I dag modtager han 300-500. Endelig ville affaldsdirektøren hjælpe statskassen. Forbrændingsanlæggene betaler nemlig en afgift per ton affald. Og Århus kunne sende 8 millioner ned i skatteministerens lommer, hvis de måtte importere fra Tyskland. »Det er helt uforståeligt, at vi ikke får lov«, mener Bjarne Munk Jensen. Han bad i oktober 2005 Miljøstyrelsen om lov til at importere affald, men har endnu ikke fået svar. Intet argument for afvisning Affalds- og genbrugsspecialist, professor Thomas Højlund Christensen fra Danmarks Tekniske Universitet kan heller ikke finde faglige argumenter for at afvise import af affald. »Det er en gevinst at producere energi på affald, der er kuldioxidneutralt, i stedet for på kul og gas, som ikke kan gendannes«, siger Højlund Christensen. Han bekræfter også, at der tillige er en gevinst for miljøet i at undgå et metangasudslip fra de rådnende affaldsdynger, men understreger, at Danmark selvfølgelig skal vide, hvad vi importerer, og have aftaler om eventuel returnering af uanvendelige restprodukter. Tørt og rent affald Det er ikke noget problem, siger affaldsdirektør Bjarne Munk Jensen. Tyskland og Sverige har en velfungerende affaldssortering, så importen til Danmark ville kun handle om træ- og emballageaffald, der er tørt og rent. Ikke kun Lisbjerg-anlægget i Århus har kapacitet til at klare den forventede stigning i affaldsmængden over de næste 15 år. Danmark gode til affaldsbehandling Danmark har de seneste årtier generelt prioriteret affaldsbehandling højere end vore nabolande, og på landsplan kan der i alt brændes 250.000 ton mere, end der går igennem ovnene nu. Det svarer til, at 50-60.000 husstande kunne varmes op hvert år alene ved forbrænding af affaldet. Og det ville give en årlig indtægt på mere end 80 millioner kroner til statskassen. Alligevel kan Miljøstyrelsen ikke sige ja. Det skyldes dels en dom fra EF-domstolen om fortolkningen af, hvad et forbrændingsanlæg egentlig er og må. Dels, at de danske politikere har valgt at omsætte EU's transportforordning til en bekendtgørelse, hvor det forbydes at importere affald til forbrændingsanlæg. EF-domstolen har talt »EF-dommen betyder, at vi ikke generelt kan give danske forbrændingsanlæg lov til at importere affald, fordi de primært er opført til at bortskaffe affaldet - ikke få energi ud af det. Og den danske tolkning af transportforordningen betyder, at vi ikke kan give dispensationer til for eksempel anlægget i Århus«, siger Helge Andreassen, underdirektør i Miljøstyrelsen. Affalds- og varmedirektør Bjarne Munk Jensen mener, at Miljøstyrelsen har tolket EF-dommen for restriktivt, og at politikerne bør ændre transportforordningen. Men foreløbig er hele spørgsmålet strandet i Folketingets forhandlinger om liberaliseringen af hele den danske affaldssektor - der igen er strandet, fordi man venter på den endelige udformning af EU's affaldsrammedirektiv.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























