Lidl får sit første hak i tuden

Lidl har solgt is-the med vildledende indholdsfortegnelser. - Arkivfoto: Peter Hove Olesen
Lidl har solgt is-the med vildledende indholdsfortegnelser. - Arkivfoto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

At sælge is-te med jordbær og fersken, uden at frugterne overhovedet er i varen, er vildledning af forbrugerne. Denne - på mange måder indlysende - selvfølgelighed, har Fødevarestyrelsen nu slået fast over for den tyske discountkæde Lidl. Kæden har siden sin entré på det danske marked 29. september sidste år solgt 2-liters is-te med store billeder af frugter uden på emballagen og ordene jordbær og fersken. Men ifølge ingredienslisten indeholder produktet kun 0,2 procent koncentrat af de pågældende frugter. Forbud mod vildledende markedsføring Og den går ikke, siger Fødevarestyrelsen, som har givet Lidl forbud mod »vildledende markedsføring« af de to produkter. »Derfor er produkterne heller ikke længere i vores butikker. Når der er kommet et forbud fra myndighederne, har vi trukket produktet tilbage«, siger Lidls direktør i Danmark, Finn Tang, som bekræfter, at det er første gang, at fødevaremyndighederne i Danmark er skredet ind over for butikskæden. Som begrundelse for sin afgørelse skriver Fødevarestyrelsen, at is-teens smag af jordbær og fersken må stamme fra de tilsatte aromaer, da et indhold på 0,2 procents frugtsaftkoncentrater ikke er nok til at give is-teen sin karakter. Derfor, skriver styrelsen, er det ikke acceptabelt, at de to frugter er afbildet på emballagen. Produkter tjekkes »Når man sætter flotte billeder af jordbær på produkterne, så forventer forbrugerne naturligvis, at smagen faktisk kommer fra rigtige jordbær«, siger Klaus Jensen, kampagneleder fra Danmarks Aktive Forbrugere, DAF. Forbrugerorganisationen har sendt otte andre Lidl-produkter til myndighederne, som de ligeledes mener er vildledende. Det drejer sig om en række is- og slikprodukter og en pakke croissanter med mælkecreme, med ordet mælk, et glas skvulpende mælk og en oplysning om et mælkecremeindhold på 30 procent uden på emballagen. Men ifølge ingredienslisten består mellem 70 og 80 procent af mælkecremen af sukker og olie. Resten er sødmælkspulver, valiepulver og en række e-numre. 'Slår' sig på det danske marked »Det er jo i virkeligheden meget banale sager af en type, som man ikke ser så mange af længere. Men når der så kommer en ny butikskæde med en række tvivlsomme produkter, som er markedsført på en åbenlys vildledende facon, så går vi ind i sagen, fordi vi er bekymret for, at det skal gribe om sig og sænke niveauet for markedsføring generelt«, siger Klaus Jensen fra DAF. Direktør Finn Hagedorn fra analysebureauet Institut for Dansk Detailhandel, mener, at Lidl er i færd med at slå sig på det danske marked. »De danske forbrugere er meget kritiske over for butikskæder, som forsøger at bluffe dem. Det går ikke i Danmark. Vi er for godt vant. Vi vil gerne købe billigt, men vi vil ikke give køb på kvaliteten«, siger Finn Hagedorn, som peger på, at der er mange eksempler på markante forbrugerreaktioner, når der er koncepter, som forsøger at snyde. Fødevarestyrelsen har endnu ikke taget stilling i de otte andre fødevaresager, som DAF har anmeldt. Torsdag åbner Lidl sin forretning nummer 27 i Esbjerg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her