HS kræver 85.000 kroner tilbage

Lyt til artiklen

Flere gange i løbet af foråret har Rehabiliteringscentret for Torturofre (RCT) opkrævet næsten 85.000 kroner for gruppeterapi af torturofre i op til et par timer. Men nu siger Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS) stop. Det vil granske centrets regninger og kræve nogle af pengene tilbagebetalt. Det er anden gang i løbet af få uger, at RCT må betale penge tilbage til HS. Første gang var, da RCT opkrævede betaling for otte behandlinger til én og samme patient i løbet af en enkelt dag. En fejl Da HS bad om en forklaring, meddelte centret, at det var en fejl. HS havde allerede besluttet at gennemgå alle RCT's regninger, da dagbladet B.T. i går afslørede de tårnhøje regninger for gruppeterapi. Og det får HS til at kræve flere penge tilbagebetalt. »Den måde, RCT har afregnet på, er fremmed for os«, siger Søren Rohde, der er konstitueret, administrerende direktør for HS. Centret har ikke blot taget betaling for antallet af behandlere, der medvirker ved gruppeterapi. Det har også ganget prisen på 2.647 kroner per besøg op med antallet af patienter. Ganger prisen med 32 Det betyder, at RCT har ganget prisen med 32, når der har deltaget fire behandlere og otte patienter i gruppeterapier. Regningen kom dermed til at lyde på 84.704 kroner. »Det er sket i nogle enkelte tilfælde i foråret« bekræfter RCT's direktør, Bengt Sjölund. Efter overenskomsten Han siger, at betalingen ikke kun skal dække selve terapimødet, men også det arbejde, som behandlerne har før og efter mødet. Han mener, at afregningsformen stemmer med overenskomsten med HS, men han er indstillet på ændringer, efter at tallene er kommet frem offentligt. »Man kan få det vildledende indtryk, at de 84.704 kroner gælder for kun de to timer gruppeterapi. Vi må finde en anden afregningsmetode. Vi er ikke ude på at få for mange penge«, siger RCT's direktør. HS har en anden opfattelse af overenskomsten. »Behandlerne koster det samme, uanset hvor mange patienter, der er. Man kan ikke bare sætte sig ned og gange op bevidstløst. Det afgørende er, hvadterapimøderne har kostet i behandlerpenge«, siger HS-direktør Søren Rohde. Han kan ikke på forhånd sige, hvor store tilbagebetalingskrav, der bliver tale om. Løkke: Horribel pris Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bad i går om en redegørelse for afregningen med ikke blot RCT i København, men også landets to andre institutioner, der behandler torturofre. »De 85.000 kroner forekommer mig at være en helt horribel pris«, siger Lars Løkke Rasmussen. »Det er jo skatteborgernes penge, vi taler om. Derfor vil jeg have fuld sikkerhed for, at de penge bruges på en anstændig og ordentlig måde. Man skal passe på, at det forhold, at vi gerne alle vil hjælpe traumatiserede flygtninge ikke bliver en sovepude, så hvad som helst kan ske. Så derfor skal vi have hanket op i det her«, siger Løkke Rasmussen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her