Forårets sag om manglende kontrol af fødevaresikkerheden hos over 2.000 grossister, grønthandlere og supermarkeder giver anledning til ny kritik af forbrugerminister Lars Barfoed (K). Ifølge den såkaldte frekvensvejledning skal Fødevarestyrelsen besøge alle virksomheder, der sælger fødevarer, mindst en gang årligt. Ingen direkte kontrol Men ministeren og hans embedsmænd holder ikke øje med, om Fødevarestyrelsen lever op til vejledningen. Det skal styrelsen selv sørge for. Det fremgår af et svar, Barfoed har sendt til Folketinget. »Der er således ikke tale om, at jeg fører direkte kontrol med frekvensvejledningen. Jeg forudsætter imidlertid, at fødevarekontrollen fremover efterlever vejledningens ordlyd«, skriver ministeren. Barfoed har ellers gentagne gange udtalt, at forbrugerne ikke kan stole på smiley i butikker og restauranter, hvis kontrollen holder sig væk for længe. »Forklaring opfundet til lejligheden« Men det budskab klinger nu hult, mener fødevareordfører Jens Peter Vernersen (S). »I foråret skulle ministeren finde en forklaring på, at Fødevarestyrelsen - og ikke ham selv - havde ansvaret for de manglende kontroller. Der brugte han så den vejledning, som pludselig fik en enorm betydning. Derfor spurgte jeg, hvilken kontrol han fører med den. Og svaret er ingen kontrol. Det sætter en tyk streg under, at hans forklaring blev opfundet til lejligheden«, siger han. Også forbrugerordfører Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti mener, at det er kritisabelt, at ministeriet ikke fører kontrol med, om Fødevarestyrelsen lever op til ordene i vejledningen. »Når vi indfører strengere sanktioner over for virksomheder, der snyder, så kræver det, at vi har et grundlag for at straffe dem. Derfor vil jeg bede ministeren sikre, at ministeriet holder øje med, om Fødevarestyrelsen følger den vejledning og besøger alle en gang om året«, siger han. Medarbejderes skyld Jens Peter Vernersen vil nu spørge ministeren, hvorfor hans ministerium ikke holder øje med, om Fødevarestyrelsen følger vejledningens ord, om at alle fødevarevirksomheder skal have tilsyn mindst en gang årligt. Ministerens svar skal ses i lyset af debatten om, hvem der har ansvaret for, at Fødevarestyrelsen lod være med at kontrollere over 2.000 grønthandlere, supermarkeder og kødgrossister i 2005. Sagen begyndte i marts, da Barfoed gav sine medarbejdere i Fødevarestyrelsen skylden, mens oppositionen i Folketinget holdt ministeren ansvarlig. Minister: Fejlslagen planlægning »Det er et centralt element i smileyordningen, at detail-virksomhederne får regelmæssige tilsyn. Ellers kan forbrugerne ikke stole på ordningen. Derfor er det her simpelthen ikke godt nok«, lød Barfoeds kritik af Fødevarestyrelsen. Han henviste til, at styrelsen havde planlagt sine besøg forkert. Kort efter kom det frem, at resultatkontrakten, der er indgået mellem Forbrugerministeriet og Fødevarestyrelsen, tillader, at nogle virksomheder slipper for et årligt besøg, mod at andre så til gengæld får to eller flere besøg. De skal nemlig kun have i gennemsnit et kontrolbesøg årligt. Samtlige partier til venstre for regeringen sagde, at deres tillid til Barfoed var sluppet op. Fastholdt kritik af styrelse Partierne mente, at ministeren med den resultatkontrakt selv var ansvarlig for de over 2.000 manglende kontrolbesøg, og de krævede hans afgang. Det fik ministeren til at sendte en pressemeddelelse ud, hvori han holdt fast i sin kritik af Fødevarestyrelsen. Han henviste til, at ifølge frekvensvejledningen skal alle virksomheder tjekkes en gang årligt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
ANALYSE
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























