Dansk forsker: hold øje med den katolske kirke

Lyt til artiklen

Den katolske kirke udfører et massivt lobbyarbejde, også i EU, men få danske politikere er opmærksomme på det. Det siger cand.theol. Lene Sjørup, som forsker i teologi og udvikling. Hun har for Udenrigsministeriet lavet en kortlægning af konservative kristne kræfters indflydelse især i EU-medlemslandene. »Der har ikke været særlig opmærksomhed omkring den katolske kirkes indflydelse«, siger Lene Sjørup. »Men den kan have stor betydning for EU's politik, og derfor burde vi også interessere os mere for den«. Rapportør til Bruxelles Lene Sjørup foreslår konkret, at regeringen sender en rapportør til Bruxelles som repræsentant for både Udenrigsministeriet og Kirkeministeriet for at holde sig ajour med, hvad der foregår. Ikke mindst i kirkens lobby-arbejde mod kvinders ret til seksuel og reproduktiv sundhed. »Jeg har fulgt kirkens politik siden de store FN-konferencer i Kairo og Beijing, og jeg finder dens indflydelse skræmmende«, siger hun. Især er Lene Sjørup bekymret over den indflydelse, den katolske kirke har i flere af de nye EU-medlemslande. For eksempel i Polen, som i EU-parlamentet taler mod fri abort. Men der er også eksempler fra de 'gamle' katolske medlemslande. Det så man i forbindelse med det italienske valg i april, hvor Vatikanet advarede mod at stemme på partier, der var »imod fostre«. Ros til Tørnæs På Foreningen Sex & Samfunds konference tirsdag var der stor ros til udviklingsminister Ulla Tørnæs' (V) strategi for udviklingsbistand, der lægger vægt på at styrke kvinders stilling og rettigheder. På konferencen blev der taget det første, spæde skridt til et tværpolitisk netværk, der skal arbejde for, at der holdes fast i denne strategi ikke kun herhjemme, men også i EU og andre internationale fora.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her