Et dansk forskerhold har lokaliseret et gen, der har direkte betydning for risikoen for at udvikle folkesygdommen astma. På længere sigt vil fundet øge mulighederne for, at mennesker med dette gen kan komme tidligere i behandling og få en mere korrekt medicinering. Skarp konkurrence med udlandet Bag fundet står forskere fra Syddansk Universitet i Odense og Odense Universitetshospital, som i skarp konkurrence med udenlandske forskergrupper længe har været på jagt efter netop dette gen. »Der er blevet ledt og ledt. Andre har også været inde og lede i det samme område som vi, men altså ikke ledt grundigt nok. Nu er det lykkedes os at finde genet, som er beliggende på kromosom 12«, siger professor Torben Kruse. 10 års forskning Fundet, der er gjort i samarbejde med post.doc. Charlotte Brasch Andersen, er kulminationen på næsten 10 års forskningssamarbejde med forskere i Århus og København, som blev indledt med at tromme flere end 200 familier sammen helt tilbage i 1996. Nu ved forskerne, at dette gen indebærer en risiko for at få astma, men vejen til at kortlægge den meget komplekse sygdom er stadig lang. »Sagen er, at astma både er genetisk, altså arveligt betinget, og et resultat af miljømæssige faktorer. For at få astma er det formentlig ikke nok, at man bærer på en arvelig risiko. Er man f.eks. vokset op på landet, eller har man fra ganske lille eksempelvis haft meget med heste at gøre, kan det muligvis være med til at øge ens risiko for astma«, siger Torben Kruse. Hjælp til udvikling af ny medicin Når forskerne verden over går særligt op i at finde gener for netop astma, skyldes det sygdommens alvor og enorme udbredelse - hvilket også indebærer kolossale økonomiske perspektiver for udviklingen af ny medicin. Flere gener har i de senere år været sat i forbindelse med astma, men de har langt- fra alle været tæt knyttet til en direkte risiko. »Det særlige ved vores fund er, at der er tale om ét enkelt såkaldt immunologisk gen, som med stor sikkerhed hænger direkte sammen med en risiko for at få astma. Der er altså ikke, som ved tidligere fund, tale om et gen, der måske kun øger risikoen for overfølsomhed eller eksem«, siger Torben Kruse. Ny og forbedret diagnostik kan blive et resultat af opdagelsen. Fanger astma før udbrud »Vi får nu bedre muligheder for at finde nogle af de patienter, der kan risikere at få astma. Jeg tror ikke, man skal lave egentlig screening for at finde dem, men det vil være en god idé at fokusere på de særlige risikogrupper, f.eks. de familier, der har tradition for astma«, siger Torben Kruse, der dog knytter de største forhåbninger til ny medicin. »Det er først og fremmest vort håb, at fund som dette kan føre til udviklingen af lægemidler, der er designede til netop de patienter, der bærer dette gen. Fuldstændig på linje med kræftmedicinen Herceptin, der udelukkende er beregnet til de kvinder, der risikerer at få brystkræft, fordi de har en bestemt genetisk defekt«, siger Torben Kruse. Opdagelsen af genet med navnet SFRS8 er publiceret i det fine tidsskrift Thorax.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























