Statoil får ros for sin nye biobenzin fra både højre og venstre i Folketinget, men resten af branchen møder benzinselskabets ensidige skridt med undren. Selskaber som Dansk Shell og HydroTexaco har ikke afgjort, om de vil følge i Statoils fodspor og lancere deres egen biobenzin. Shell, der er verdens største producent af biobrændstof, sælger allerede biobenzin i Tyskland og Sverige og overvejer nu, om selskabet følger Statoil. HydroTexaco er ikke overbevist om, at der er et marked i Danmark, før politikerne sætter afgiften ned. Sprit fra planter Statoils biobenzin er blyfri 95 oktan benzin tilsat fem procent bioætanol, der er sprit lavet af planter. Den erstatter fra onsdag den almindelige blyfri 95 oktan benzin på omkring 170 Statoil-tanke i hele landet. Det er godt og vel halvdelen af selskabets tanke. Biobenzinen kan ifølge Statoil bruges af alle biler, der normalt bruger oktan 95 benzin. Den vil blive solgt til samme pris som almindelig 95 oktan benzin, selv om den er to-tre øre dyrere at fremstille per liter. Sverige og Tyskland på vej Ætanolen er ikke danskproduceret, men kommer fra lande som Brasilien. I EU har lande som Spanien og Frankrig allerede en produktion, mens Tyskland og Sverige er på vej. Det er såkaldt første generation af biobrændstof fremstillet af sukkerroer, sukkerrør og korn. Professor: Passiv regering Professor Claus Felby fra Landbohøjskolen, der er en af landets førende eksperter i bioætanol, hilser Statoils initiativ velkomment. Han mener, det kan bane vejen for at fremstille bioætanol i Danmark. »Det bliver meget lettere nu, og det vil ruste Danmark til den fremtidige konkurrence på området«, siger Claus Felby til Morgenavisen Jyllands-Posten. Han mener, regeringen forholder sig alt for passivt. Venter på anden generation EU har for længst besluttet, at medlemslandene skal blande to procent bioætanoli brændstof til biler. Fra 2010 skal det være 5,75 procent. Det har den danske regering ikke ønsket, fordi biomasse herhjemme i stedet bruges til at brænde i kraftvarmeværker. Derfor har EU bebudet en sag mod Danmark ved EF-Domstolen. Regeringen vil vente på anden generation af biobrændstof, hvor ætanolen kan fremstilles mere miljøvenligt af halm, majsstængler og andre affaldsprodukter fra landbruget. HydroTaxaco: Afgifter skal ned Blandt benzinselskaberne venter HydroTaxaco på, at regeringen sætter afgiften på biobrændstof ned, ligesom den svenske regering har gjort for at stimulere forbrugernes interesse for biobenzin. Før det sker, tror selskabet ikke, der er et marked for biobenzin i Danmark. »Vi følger udviklingen, men har ikke umiddelbart planer om at sende biobenzin på markedet«, siger direktør Michael Norden, HydroTexaco. Shell: Vi tænker Dansk Shell havde ifølge kommunikationschef Regitze Reeh helst set en fælles biobenzinsatsning for hele den danske oliebranche. »Vi har gennem længere tid forhandlet om en fælles og gennemtænkt løsning for hele oliebranchen til hele det danske marked. Vi har produkterne, men vi vil ikke lave feberredninger. Derfor tænker vi os om og undersøger, om distributionen er i orden, og om det er bæredygtigt hele vejen igennem«, siger Regitze Reeh. Opbakning fra energiordførere På Christiansborg er Folketingets energiordførere begejstrede for, at Statoil ikke venter på et initiativ fra regeringen, men begynder at sælge biobenzin. Nogle partier mener imidlertid, at første generation ikke er miljøvenligt nok, mens andre mener, at Danmark skal deltage i produktionen af biobenzin allerede nu, fordi de anser deltagelse i første generation af ætanolproduktionen for et nødvendigt trin for at være med i det internationale kapløb om anden generation.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup




























