Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har ikke tænkt sig frivilligt at redegøre for, hvordan han bruger sin officielle repræsentationsbolig, Marienborg, nord for København. Folketingsudvalget har derfor kaldt statsministeren i samråd, efter at han er blevet kritiseret for tidligere på måneden at have inviteret den borgerlige presse til en nu aflyst middag netop på Marienborg, skriver Ritzau. Kan frit disponere over Marienborg I stedet for en redegørelse, henviser Fogh i en række svar til Folketingets politisk-økonomiske udvalg til, at han frit kan disponere over repræsentationsboligen, herunder bruge den til private og partimæssige arrangementer. »Det forhold, at jeg i modsætning til en række af mine forgængere ikke anvender Marienborg som hverken privat eller fritidsbolig, fører ikke til, at jeg finder grundlag for at redegøre i detaljer for min anvendelse af Marienborg. Men jeg kan oplyse, at udgifter til arrangementer på Marienborg, som ikke kan henføres til funktionen som statsminister, afholdes af mig selv eller partiet Venstre«, skriver Anders Fogh Rasmussen ifølge Ritzau. Manglende tilslutning Middagen den 19. maj måtte aflyses på grund af manglende tilslutning, da flere af deltagerne takkede nej. De ønskede ikke politisk at blive sat i bås. Mens der var repræsentanter fra for eksempel B.T., Berlingske Tidende og Børsen, så glimrede medarbejdere fra Politikens Hus - altså Politiken og Ekstra Bladet - samt Information ved deres fravær på gæstelisten. De indbudte blev bedt om at møde i mørkt tøj, og ægtefæller/ledsagere var også inviteret. Selv om der stod Anne-Mette og Anders på invitationskortet, der var udsendt fra Statsministeriet på ministerens officielle brevpapir - og ministeriets embedsmænd ringede rundt angående middagen - var det imidlertid i hemmelighed Venstre, der betalte regningen for suppe, steg og is. Oppositionen har derfor kritiseret Anders Fogh Rasmussen for at sammenblande stats- og partiapparatet, og bruge Statsministeriet til at drive lobbyarbejde for Venstre. Fast praksis Men Anders Fogh Rasmussen skriver, at »der er fast praksis for, at man i ministersekretariaterne kan bistå ministeren med praktiske spørgsmål, herunder almindelig sekretærhjælp, også når disse ikke har snæver tilknytning til ministerfuntionen«. Selv har Fogh sagt, at der ikke var tale om en udvælgelse, men at man også måtte tænke på, hvor mange der var plads til på Marienborg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























