Tre unge fyres forsøg på at sælge lidt hash til spotpris på Christiania endte dramatisk, da den ene af dem blev gennemtæsket så grundigt, at han nu er i yderste livsfare. Kriminalpolitiet på Amager i København oplyser, at de tre unge fra Brøndby Strand søndag aften havde forsøgt at sælge fem gram hash på Christiania ved at faldbyde det. Tævet med baseballkøller Det lykkedes ikke at få klumpen solgt, men da de senere sad ved Fredens Ark for at ryge hash, dukkede en gruppe på 15 til 20 personer pludselig op og gik til angreb. Den 19-årige blev herefter gennemtævet med baseballkøller på Dronningsgade på Christianshavn. Kriminalpolitiet på Amager har en stærk mistanke om, at gerningsmændene var hashpushere, der ville straffe de tre for at forsøge at sælge hash til spotpris på Christiania. »Sagen kunne godt tyde på, at de tre unge mænd er kommet ind på Christiania som fremmede og har optrådt som sælgere af noget, andre ikke mente, at de skulle sælge der. Nogle har ikke ønsket konkurrence og har villet give de unge en advarsel«, siger vicekriminalinspektør Jørn Evendorf fra politiet på Amager. Efterlyser iraner Han oplyser, at politiet er kommet i kontakt med vidner, der har set overfaldet på Dronningsgade, men at kriminalfolkene meget gerne vil høre fra andre, der har set noget omkring klokken 00.30 i nat. Politiet er specielt interesseret i at komme i kontakt med en 30-årig iransk mand, der hjalp med at køre de tre unge på hospitalet. Den 19-årige er her til eftermiddag stadig i yderste livsfare.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























