Der gik et sus over bænkerækkerne, da måltavlen i Folketinget med sine mange små grønne, gule og røde lys havde afgjort kampen: 53-52. Cifrene angiver, at der var flest grønne lys for, at enlige og lesbiske kvinder fremover kan få lægehjælp til kunstig befrugtning på offentlige sygehuse. Dermed havde den samlede opposition slået regeringen med en enkelt stemme. Andet nederlag siden 2001 Så brød spontane klapsalver ud, og flere af de vægtige sundhedsordførere fra oppositionspartierne kastede sig ud både stepdans og kraftige kram til alle sider. Sejren var i hus, og regeringen havde lidt et af sine meget sjældne nederlag. Det andet siden 2001, faktisk. »Så er der da noget ved folkestyret«, storsmilede den socialdemokratiske ordfører på sagen, Karen Klint, umiddelbart efter afstemningen, som havde samlet en fuld folketingssal og masser af spekulation i korridorerne. Rygtet var løbet i forvejen om, at en række Venstre-folk ville benytte sig af, at de i dette etiske spørgsmål var fritstillede til at støtte forslaget fra oppositionen om at stille enlige og lesbiske lige med alle andre, der på grund af barnløshed ønsker kunstig befrugtning. Nye familiemønstre Holdningen hos en række Venstre-politikere har i årenes løb flyttet sig. Således hos sundhedsordfører Jørgen Winther. »Et moderne parti må indrette sig efter de nye familiemønstre«, argumenterede Winther, som dog hellere havde set, at de enlige og lesbiske selv skulle betale for at få børn på en privatklinik. »Det er jo ikke syge«, som han sagde. Men den snedige plan om, at Venstres sundhedsordfører selv skulle stille et forslag om behandling på privatklinik - og brugerbetaling - blev tidligt i processen forpurret af de konservative. De vil slet ikke åbne for ideen. »Vi tager udgangspunkt i barnets tarv. Vi har fuld forståelse for, at voksne - også lesbiske og enlige - ønsker at blive forældre. Men når dette ønske kolliderer med barnets behov, går det bare ikke«, argumenterede politisk ordfører Pia Christmas-Møller (K) fra talerstolen. Rohde genbrugte tale Mens nogle V-politikere har skiftet holdning, kunne partiets politiske ordfører, Jens Rohde, bryste sig af at stå fuldstændig fast. Derfor valgte han at genudsende sin allerførste tale fra Folketingets talerstol, hvor han debuterede 19. juni 1998. »Hvor gerne vi end ville, kan vi ikke garantere både en far og en mor. Vi kender alle enlige forældre, vi kender alle skilte forældre, og vi kan ikke lovgive os ud af disse problematikker«, sagde Rohde både i går og i 1998. Han afsluttede med følgende salut, som tager udgangspunkt i det nuværende forbud mod lægehjælp til lesbiske og enlige, som gerne vil have børn via kunstig befrugtning: »Det er diskriminerende«. Helt mod sædvane var roserne bundet i store buketter, da SF og S kommenterede Jens Rohde. »Det er en historisk dag - jeg giver Jens Rohde ros«, fastslog Karen Klint (S), og Kamal Qureshi (SF) havde ligefrem fundet trøst frem til regeringen. »Om så alle lesbiske og enlige i målgruppen valgte at tage imod det nye tilbud, så vil det højst komme til at koste to millioner kroner. Det vælter ikke sygehusbudgetterne«, sagde han. Hos regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, var humøret til gengæld ikke højt, og sundhedsordfører Birthe Skaarup var skarp i sin fordømmelse af oppositionen og de overløbne Venstre-folk. »Mentaliteten er blevet lidt kønsløs og åndsforladt. Som lovgivere er vi med til at statsautorisere fraværet af en far. Manden er reduceret til en skakbrik på brættet«, sagde hun, der også er formand for Folketingets Sundhedsudvalg. Under den kasket får hun loven tilbage til behandling i Sundhedsudvalget, inden den i løbet af nogle dage skal til tredje og sidste behandling i Folketinget. Endnu er det uvist, om der - helt usædvanligt - kommer et ændringsforslag til tredjebehandlingen. Både Jørgen Winther og Dansk Folkeparti overvejer at gøre det, men det ventes ikke at rokke flertallet for offentlig og gratis behandling. Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vandrede lidt skumlende rundt og konstaterede, at »sagen var ude af hans hænder«. Men han lagde ikke skjul på sin modstand: »Det er ingen sygdom at være hverken enlig eller lesbisk. Men denne vedtagelse er man med til at sygeliggøre denne gruppe«, sagde han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























