Fanget i ægteskab trods skilsmisse

Lyt til artiklen

Hun har fået tæv i flere år. Hun er flygtet hjemmefra med sine børn. Hun har måske endda fået en skilsmisse og en ny lejlighed. Men hun har svært ved at få et nyt liv. For hun er muslim og blev gift efter sharialoven, og hendes mand anerkender ikke en dansk skilsmisse. Hun er stadig hans 'ejendom', og det samme er børnene. Vanskeligere for kvinden Det er virkeligheden for mange af de muslimske kvinder, som kommer på Dannerhusets krisecenter i København. Men problemet med den manglende anerkendelse af en gyldig, dansk juridisk skilsmisse gælder også andre muslimske kvinder end de voldsramte. Mens manden kan blive skilt blot ved at gentage tre gange i vidners nærvær, at han vil skilles, er det meget vanskeligt for kvinden at kræve og få en skilsmisse uden mandens accept. »I realiteten betyder det, at disse kvinder lever i uopløselige ægteskaber«, siger direktør i Dannerhuset Vibe Klarup Voetmann. »Især når der er tale om voldelige mænd, er de meget sjældent indstillet på at give slip på kvinden«. En kvinde måtte leve skjult Socialrådgivere og frivillige i Dannerhuset har mange konkrete eksempler på kvinder, der er blevet totalt isoleret i sådan en situation. Ingen i deres miljø støtter dem, men forsøger tværtimod at presse dem til at vende tilbage til manden. I et tilfælde har en kvinde måttet flytte to gange og leve skjult i en anden by af frygt for repressalier. »Hvis kvinden ikke også bliver skilt på muslimsk, føler hun, at hun stadig går med en usynlig ring«, siger Helle Walsted, leder af Dannerhusets krisecenter. »Det betyder, at hun er forhindret i at komme videre med sit liv, og at hun ikke kan tillade sig at få en ny kæreste eller gifte sig igen«. Frygter for børnene De kender også kvinder, der ikke tør rejse på besøg i deres hjemland med deres børn, fordi børnene dér vil blive opfattet som mandens 'ejendom', selv om hun har fået forældremyndigheden ved en dansk skilsmisse. Det betyder, at hun risikerer, at manden rejser efter hende og fjerner børnene, eller at hans familie i landet gør det. Dannerhuset har i flere tilfælde forsøgt at alliere sig med herboende imamer for at få dem til at give kvinder i denne situation en muslimsk skilsmisse. Hidtil uden resultat. Et velkendt problem Imam Abdul Wahid Pedersen kender problemet. »Jeg tror, at et overvældende flertal af muslimer i Danmark er gift efter sharialovgivningen. Men der er forskel på, hvordan den fortolkes. Jeg mener for eksempel selv, at en juridisk dansk skilsmisse er en skilsmisse, men det er ikke alle, der er enige i det«, siger Abdul Wahid Pedersen, der ikke selv har den nødvendige uddannelse til at ophæve et ægteskab. Også Farwha Nielsen, konsulent i Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK), kender problemet. »Jeg kender et tilfælde, hvor kvinden er blevet skilt og bor for sig selv, men hvor manden stadig kommer i hendes hjem og kræver sex af hende og udsætter hende for vold - også selv om han har fået polititilhold. Han opfatter hende stadig som sin ejendom«, siger Farwha Nielsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her