Børn har droppet alkoholen

Lyt til artiklen

Det er måske ikke længe til, at Danmark kan smide en meget kedelige europarekord, som vores teenagebørn har besiddet i årevis. En ny undersøgelse om børns livsstil og sundhedsvaner fra Sundhedsstyrelsen viser, at de danske børn i alderen 11 til 15 år både ryger og drikker mindre end tidligere. »Det er en meget positiv udvikling, at vi ser det markante fald, navnlig på alkoholforbruget, selv om vi stadig ligger i top i Europa. Det at vi stort set ikke længere ser børn under 13 år, der drikker sig fulde, ser vi som en stor succes«, siger sociolog Morten Wiberg fra Sundhedsstyrelsen. Meget sikre resultater I undersøgelsen blev 3.330 skoleelever fra femte til niende klassetrin spurgt om deres rygevaner og alkoholforbrug. Svarene viser, at antallet af 14-årige, der har drukket sig fulde inden for den sidste måned er faldet betydeligt siden 1997. For drengenes vedkommende gælder det et fald fra 68 procent til 34 procent, mens pigerne har et fald fra 47 til 32 procent. »Vi havde en usædvanlig høj svarprocent på 96 procent, og det gør undersøgelsens resultater meget sikre. Det er ikke sådan at resultaterne skyldes, at dem der ryger eller drikker meget bare har undladt at svare«, siger Morten Wiberg. Informationskampagner giver pote Også når det kommer til rygning, er børnene blevet artigere. Debutalderen er stadig den samme, men fra 1999 til 2004 har man set færre daglige rygere i aldersgruppen 11 til 15 - hvis man ser bort fra gruppen af 15-årige drenge. I 2004 røg 9,5 procent af de 15-årige dagligt mod 13,5 procent i 1999. Blandt de 11-13-årige er der i dag næsten ingen daglig-rygere og kun få, der ryger ind imellem. Morten Wiberg mener, at det signifikante fald i rusmiddelforbruget både skyldes informationskampagner, lovgivning mod salg af alkohol og tobak til unge under 16 år, men også at forældre i større grad nu tager ansvar for børnenes forbrug.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her