Forfulgt par søgte hjælp hos politiet

Lyt til artiklen

Få dage inden 18-årige Ghazala Khan og hendes mand Emal Khan blev skudt ned foran stationen i Slagelse, søgte de to gange hjælp hos politiet. Første gang var den 19. september sidste år, hvor Emal Khan ringede til alarmcentralen, fordi parret følte sig forfulgt af Ghazalas familie. Ingen politirespons Dagen efter flygtede de til Jylland, og her henvendte Emal sig til politiet i Fredericia. Han blev henvist til de sociale myndigheder. Det fortalte anklageren, da han fremlagde indholdet af sagen i det første retsmøde i æresdrabssagen. Den 23. september blev parret skudt ned på Banegårdspladsen i Ringsted. Ghazala blev dræbt, mens Emal overlevede hårdt såret. Ni på anklagebænken På anklagebænken i Østre Landsret i København sidder fem fra Ghazalas familie og fire af familiens venner. Hendes bror er tiltalt for selve drabet, faren for at være bagmand, mens anklageren mener, at resten deltog i jagten på parret og bistod med nedskydningen af de to. Parret gik under jorden den 5. september, dagen efter at Ghazala kom til Danmark fra Pakistan. Derefter begyndte familien at lede efter hende, og anklageren fortalte, hvordan familier og venner opsøgte to værtsfamilier, der havde haft parret boende. Her forsøgte de at true sig til oplysninger om parrets tilholdssted. Med ni tiltalte er det den hidtidigt mest omfattende drabssag, som har været for et nævningeting her i landet. Retssalen var næsten fuld, hvoraf den største del var pressefolk, mens der blandt de øvrige tilhørere var mange pakistanere. Sagen kører i mere end en måned Op mod 20 betjente sørgede for sikkerheden i og omkring retten. Mobiltelefoner var bandlyst på tilhørerpladserne, alle skulle legitimere sig, og identiteten blev noteret af ordensmagten. Hele seancen sluttede af med en skanning med metaldetektor, inden der var adgang til retssalen. Der er afsat 22 retsdage til sagen, der fortsætter i morgen og forventes slut 20. juni.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her