Christiania-forhandlinger er gået i hårdknude

Poiltiet har atter indført en slags 'undtagelsestilstand' på Christiania, hvor de kan kropsvisitere folk, uden at sigte dem for en forbrydelse - noget, der ellers er i strid med retsplejeloven. - Arkivfoto: AP
Poiltiet har atter indført en slags 'undtagelsestilstand' på Christiania, hvor de kan kropsvisitere folk, uden at sigte dem for en forbrydelse - noget, der ellers er i strid med retsplejeloven. - Arkivfoto: AP
Lyt til artiklen

Forhandlingerne om at lovliggøre boligsituationen på Christiania er gået i hårdknude, netop som de stod over for et stort gennembrud. Gennem tre år har myndighederne og Christiania forhandlet om at oprette et boligselskab og en fond som erstatning for den nu ophævede rammeaftale om kollektiv brugsret til Christianias bygninger. Efter tre år er aftalen nu på nippet til at være på plads. Men pludselig kan det hele vise sig at være spildt: Politiet har indført 'undtagelsestilstand' Christianias advokat Knud Foldschack er vred over politiets adfærd på Christiania og truer med, at christianitterne vil forkaste det positive forhandlingsresultat, der ellers så ud til at være på trapperne, hvis ikke politiet omgående skruer ned for metoderne til at søge efter våben og hash: Politiet har de sidste tre uger kropsvisiteret langt over 1.000 mennesker i Christiania uden at sigte dem for nogen forbrydelse. Den slags er normalt i strid med retsplejeloven. Men politiet har indført en slags 'undtagelsestilstand' - en såkaldt visitationszone - der giver ret til at kropsvisitere alle forbipasserende uden videre alene af den årsag, at de opholder sig i fristaden. Politidirektørens sekretariat oplyser, at det er politidirektøren, der har udnævnt Christiania til visitationszone fra og med 18. april på grund af 23 overtrædelser af våbenloven, hvoraf hovedparten er foldeknive og hobbyknive. »Det minder om Mellemøsten« Undtagelsestilstanden - eller visitationszonen - var senest i brug for et år siden efter en skudepisode i Christiania, hvor en blev dræbt. Siden har der været forholdsvis fredeligt, men nu har politiet altså genindført undtagelsestilstanden. »Politiet går meget vidt, selv om det ikke er nødvendigt. Det er at skyde gråspurve med kanoner. Det er ikke fornuftigt at kropsvisitere børn på 12 år i nærheden af deres bolig uden at forældrene er til stede. Det og flere andre forhold har vi ønsket at drøfte med politidirektøren. For hvis ikke vi kan få blødt det her op, sådan at vi undgår den generelle utryghed i Christiania, så giver det ingen mening at fortsætte forhandlingerne«, siger Christianias advokat. Han holder hastemøde med politidirektøren om sagen i dag. »Det giver ikke mening at fortsætte forhandlingerne i en atmosfære, der minder om Mellemøsten«, siger Christianias advokat Knud foldschack. Forventning om bluff Slots- og ejendomsstyrelsens direktør Carsten Jarlow, der har ansvaret for forhandlingerne om Christianias boligmæssige fremtid, siger til DR-Nyheder, at han tvivler på, at Christiania gør alvor af truslerne: »Christiania har alt for meget at miste«, siger han. Politidirektøren tager i første omgang Christiania-advokatens henvendelse alvorligt. Hun er lige kommet hjem fra Island, men har indvilget i et hurtigt møde om sagen. Ud over at udlevere ganske få faktuelle oplysninger ønsker Københavns Politi ikke at kommentere sagen inden da.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her