Sagen om statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) invitation af udvalgte journalister til bal på Marienborg synes ikke at stoppe. Fredag oplyste Venstres pressechef, Søs Marie Seerup, at ballet, som skulle foregå i Foghs officielle bolig på Marienborg, var betalt og arrangeret af Venstre. Men invitationerne, som Politiken har set, er udsendt fra Statsministeriet på statsministerens officielle brevpapir. Og her står, at man skal tilmelde sig arrangementet i Statsministeriet. Tilhører Foghs privatchauffør For at gøre sagen endnu mere underlig tilhører nummeret, man tilmelder sig festen på - ifølge Statsministeriets egen telefonbog - Foghs privatchauffør. Ringer man på det, er det dog statsministerens sekretariat, man får i den anden ende. Flere af de indbudte fortæller også, at de til deres store forbløffelse blev ringet op af embedsmænd fra Statsministeriet i forbindelse med invitationen. Også da ballet blev aflyst, var det embedsmænd, der gav besked. Vil ikke påduttes Flere af deltagerne har meldt afbud til ballet, fordi de ikke vil sættes i politisk bås. De hæfter sig ved, at Fogh er pressens minister og derfor ikke bør udvælge journalister efter politisk observans. »Fogh skal ikke pådutte mig, at jeg har noget særligt politisk sammen med ham eller andre. Her er tale om et politisk arrangement, men det fremgår ikke af indbydelsen, og jeg anede ikke, at Venstre stod bag«, siger Jyllands-Postens kommentator Ralf Pittelkow, der først torsdag i Ekstra Bladet opdagede, at gæstelisten talte flere V-ministre og partiets reklamemand. Skaarup undrer sig Ifølge en betænkning, som regeringen udgav i 2004, er der grænser for, hvad embedsmænd må foretage sig af partiarbejde. Grænserne er dog flydende, men lørdag udtalte professor i forvaltning Jørgen Grønnegård Christensen, at han fandt det kritisabelt, at Fogh i denne sag har brugt sit eget ministerium til at invitere folk til partifest. »Det skaber uklarhed om, hvorvidt Fogh har brugt egne embedsmænd til private formål«, sagde han. Også næstformand i Dansk Folkeparti Peter Skaarup undrer sig over sammenblandingen: »Det er underligt, at man tilmelder sig i Statsministeriet, når det er Venstre, som står bag. Det lyder hult. Jeg kan godt forstå de deltagere, som har følt sig udnyttet«. Socialdemokraternes næstformand, Morten Bødskov, er enig: »Det tyder jo på, at der slet ikke har været tale om et Venstrearrangement, men at ministeriet selv står bag. Og så er den altså helt gal«. Demokratisk skråplan SF's formand, Villy Søvndal, er enig: »Hvis pressens ministerium aktivt bliver brugt til at håndplukke journalister efter deres politiske observans, er vi virkelig ude på et demokratisk skråplan og langt ud over reglerne for ministrenes almindelige middagsselskaber«. Partierne er enige om, at Fogh bør kritiseres for sagen, men vil først høre hans egen forklaring, før de vurderer, om den skal have konsekvenser. I sin grundlovstale tilbage i 2001, før han blev statsminister, tordnede Anders Fogh Rasmussen selv mod Nyrupregeringen, som han beskyldte for at bruge embedsmænd til partipolitiske formål. Statsministerens særlige rådgiver, Michael Ulvemann, har ikke ønsket at udtale sig. Heller ikke en række venstrefolk, som Politiken har talt med, vil kommentere sagen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























