Den radikale løsrivelse fra Socialdemokraterne har skabt forvirring blandt vælgerne, erkender den radikale partileder, Marianne Jelved. Derfor vil hun nu sende et klart signal om, at partiet ikke vil pege på hverken Fogh eller Thorning i en valgkamp, siger hun i interview til Information. Strategien skal holdes Heller ikke hvis de radikale står til en markant tilbagegang, vil Jelved falde tilbage til alliancepartneren gennem de sidste 13 år , Socialdemokraterne, som gav partiet 17 mandater ved det seneste valg. »Nej. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, at vi vil vælge side i en valgkamp. Heller ikke, hvis vi står dårligt i meningsmålingerne. Vi har lagt en strategi, og hele vores plan vil være tabt på gulvet, hvis vi vælger side og peger på Fogh eller Thorning i en valgkamp«, siger Marianne Jelved. Frygter ikke uklarhed Hun har siden S-R-bruddet den 7. april ikke villet spille ud med, om partiet af strategiske årsager ville vælge side i en valgkamp. Et af argumenterne for at vælge side har været at skabe klarhed om, hvorvidt en stemme på liste B er en stemme på Fogh eller Thorning. Men det frygter Marianne Jelved ikke. Nu skal den seneste uklarhed om partiets rolle i en valgkamp stå krystalklart. Jelved beklager forvirringen »Jeg har fået breve fra mange folk, der er forvirrede lige nu. Nu har vi brudt med S, og så siger folk automatisk, at vi vil gå efter en VKR regering, men det gør vi ikke. Vi vælger ikke side. Jeg skal gerne beklage, hvis det er mine formuleringer, der har skabt forvirring«, siger hun. Og fortsætter: »Der har været en manglende stringens i vores kommunikation, men nu skal det være klart for enhver vælger i Danmark, at vi går til valg uden at vælge side og med mig som statsministerkandidat«, siger Jelved. Ingen forståelse hos S Hos Socialdemokraternes politiske ordfører vækker Jelveds udmelding stor forundring. »Jeg har fra de radikales side oplevet en meget skarp kritik af regeringen, og nu ser det altså ud til, at Anders Fogh kan blive siddende med radikale stemmer, selv hvis han mister flertallet med Dansk Folkeparti. Jeg kan ikke forstå, at man kan ende i en situation, hvor det under et valg kan gå begge veje i forhold til hvilken regering, der skal laves i Danmark. Det her giver ikke den nødvendige klarhed, og det er ærgerligt. Faktisk overstiger det min fatteevne,« siger Henrik Sass Larsen. Udlændingepolitikken er springende punkt Hos Venstre har den politiske ordfører til gengæld ikke vanskeligt ved at forstå Jelveds melding. »Sådan har jeg opfattet det hele tiden. Alle partier skal træffe deres egen afgørelse, og ingen ved, hvordan et valg falder ud. Det er en fair og naturlig udmelding, som man må respektere. Jeg har aldrig bildt mig selv ind, at Marianne Jelved ville pege på Anders Fogh,« siger Jens Rohde. I nyhedsbrevet ser Marianne Jelved udlændingepolitikken, skattestoppet og skolepolitikken som de tre mest centrale emner, hvor de radikale vil en anden vej end VKO og Socialdemokraterne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Noa Redington
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Kronik af Knud Peder Jensen




























