Socialdemokraterne trodser regeringens henstilling om at lægge afstand til næste uges store demonstrationer mod regeringens velfærdsudspil, når partiet samtidig forhandler med regeringen om en reform af efterløn, dagpenge og SU. Indtil videre har Socialdemokratiets finansordfører, Jan Petersen, med partiledelsens opbakning sagt ja til at gå på talerstolen i Århus ved demonstrationen 17. maj, som er arrangeret af LO og flere store fagforbund. »Det kan jeg ikke se problemer i. Der er ingen modsætning mellem vores strategi her på Christiansborg og det, at jeg eller andre folketingspolitikere taler ved demonstrationen. Begge steder kæmper vi for at luge ud i regeringens forslag«, siger Jan Petersen. S væk fra mikrofonen Partiet forsøgte ellers hele dagen i går at nedtone koblingen mellem S og fagbevægelsens manifestation og gjorde et nummer ud af, at demonstrationen på Christiansborgs Slotsplads i København bliver uden socialdemokratiske politikere ved mikrofonen. Generelt mener politisk ordfører Henrik Sass Larsen ikke, at der er tale om uheldig sammenblanding. Vil selv deltage i demonstration »Der er ikke noget misforhold mellem, at vi både går på gaden og protesterer, samtidig med at vi forhandler. Demonstrationen vender sig mod regeringens udspil og de forringelser i efterløn, dagpenge og SU, der ligger i det. Vi går til forhandlinger med regeringen med præcis det samme formål«, siger han, der selv regner med at sige »goddag på Slotspladsen«. Det har vakt opsigt hos Venstre, at socialdemokratiske topfolk - blandt andre partisekretær Jens Christiansen - har siddet med i planlægningen af massedemonstrationen, som foregår i fem byer midt under de følsomme forhandlinger. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) benyttede da også sit pressemøde i går til at spidde koblingen mellem S og fagbevægelse: »Det er en meget utraditionel ting, at et parti, der deltager i forhandlinger om et muligt forlig, samtidig går på gaden og deltager i en demonstration mod det udspil, man forhandler om«, sagde Fogh. Regeringen bekymret Regeringen har i den seneste tid holdt kalenderen fri for officielle forhandlingsmøder - angiveligt af hensyn til demonstrationen. Bekymringen hos ikke mindst Venstre har ifølge korridorsnakken på Christiansborg været, at S kobler sig for tæt sammen med den folkelige modstand og dermed vender forhandlingsbordet ryggen. Den politiske ordfører forstår ikke bekymringen. Ifølge Henrik Sass Larsen findes der masser af fortidige eksempler på, at S både har forhandlet og protesteret fra blokvogne på én og samme gang. Vil have mere folkelig modstand »Vi har bare glemt det, fordi regeringen i de seneste mange år har udgjort en de facto-flertalsregering med Dansk Folkeparti«, siger han. LO-formand i den lokale Århus-afdeling, Hans Halvorsen, opfordrer nu flere socialdemokratiske folketingspolitikere til at komme ud af busken: »Jeg mener, at det er helt logisk, at de kommer og taler. For kun gennem den folkelige modstand kan vi sende et signal til regeringen om, at det meget barske velfærdsudspil ikke er holdbart«, siger han. Invitation fra Thor P. Demonstration eller ej, så genåbner finansminister Thor Pedersen (V) nu det officielle mødeprogram, og i dag er R inviteret til forhandling. I begyndelsen af næste uge ventes S at troppe op, men tidsplanen for et færdigt forlig inden udgangen af maj er dog næppe realistisk.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























