Kommuner svigter børn på krisecentre

Lyt til artiklen

1.681 børn kom sidste år på krisecenter. Hver anden havde været udsat for vold. Tre ud af fire havde set mor få tæsk. Over halvdelen af børnene var så mærkede, at krisecentret lavede en indberetning. Alligevel fik kun 14 procent af børnene støtte fra kommunen, mens de var på centret. Og 17 procent, da de forlod centret. De rå tal bag vold mod børn og mødre fremgår af årsrapporten 2005 fra Landsorganisation af kvindekrisecentre, LOKK. Utrænede sagsbehandlere Formanden Jytte Meinholdt, siger, at sagsbehandlerne ikke er trænet i at se symptomerne i familien og ofte ikke reagerer på underretninger: »Det gør ondt på mig, at forvaltningerne ikke tager det her alvorligt. Det er, som om sagsbehandlerne tænker, at de ikke behøver gøre så meget, så længe børnene er på krisecentret«. Også det lovpligtige tilsyn med børnene på krisecentrene halter. Ud af 26 kommuner havde kun tre ført tilsyn med alle børnene, 11 med nogen af dem, og 12 havde slet ikke ført tilsyn. Socialminister Eva Kjer Hansen mødtes for nylig med borgmestre i de kommuner, der huser krisecentre, netop med tilsyn som emne: »Børnene har brug for hjælp, og det er afgørende, at der bliver ført tilsyn og fulgt op på det, når de har behov for støtte. Der kan være situationer, hvor det er svært, men det er kommunernes ansvar at følge op på de her sager. Alt andet er helt uacceptabelt«, siger ministeren, der i en skrivelse til kommunerne vil præcisere ansvaret, så kommunen ikke kan undskylde sig med tvivl om regelsættene. Stort arbejdspres Formand for KL's social- og sundhedsudvalg, borgmester Tove Larsen (S), Aabenraa, forklarer den manglende støtte med et stort arbejdspres: »De kommer med i puljen med alle de andre. Selv om krisecentret synes, det er en meget, meget tung sag, sidder vi måske med nogen, der er endnu tungere«.line.v.vennekilde@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her