De kom i bus fra Skagen til Aalborg. Fra Sønderborg til Esbjerg. Og fra Kalundborg til København. Tusindvis af danske skoleelever lod i morges deres klasselokaler stå tomme og kørte mod landets seks største byer for at kæmpe for bevarelsen af gruppeeksamen - en eksamensform, som undervisningsminister Bertel Haarder (V) vil afskaffe. »Vi har selvfølgelig altid en forhåbning om at få talt ham fra at afskaffe gruppeeksamen, men det, der er vigtigst for os, er at få debatten i gang - at få folk til at røre på sig, både forældre, andre organisationer og politikere. Vi ønsker at tvinge Bertel Haarder til at starte debatten igen«, siger talsmand Alexander Grandt Petersen, Danske Skoleelever, der har arrangeret demonstrationerne.
Skoleelever kæmper for gruppeeksamen
Lyt til artiklen